Det er ikke nogen hemmelighed, at populære turistbyer skruer priserne op på alt, når højsæsonen arriverer.
Hvis man ikke passer på, kan man sagtens komme til at betale mere for et almindeligt måltid med et glas vin, end flybilletten med et lavpris-selskab kostede.
Venedig ser dog ud til at tage rekorden for denne sommer. 325 kroner eller 43 euro for to kopper espresso og to små flasker vand med 25 centiliter i kan det koste at sætte sig på en udendørs café på Venedigs berømte Markusplads.
Den exorbitant høje pris bliver i øjeblikket diskuteret ivrigt i de sociale medier, efter at en italiensk turist har offentliggjort en kopi af regningen på Facebook.
Kvitteringen fortæller, at en lille flaske vand i plastik koster 10 euro (75 kroner) og en kop espresso 11,50 euro. Man må håbe, at kaffen var varm og stærk – for den har afstedkommet en heftig debat på internet.
Det interessante er, at online folket er meget uenig. De fleste synes naturligvis, at prisen er vildt høj – en ”rip off”, som briterne så malerisk kalder den slags.
Men på samme tid er der mange, som mener, at det er helt ok, at man skal betale ekstra, fordi man besøger en stor turist attraktion. Med andre ord, at en berømt piazza gerne må tage langt højere priser end restauranter og cafeer i sidegaderne.
Den 62-årige chilener Juan Carlos Bustamente, der har boet i Italien i mange år, fik lavinen til at rulle, da han forleden dag blev stoksur over at blive præsenteret for en regning på 43 euro for så lidt.
En talsmand for Café Lavena – det er det dyre udskænknings sted – forklarer til italienske medier, at cafeen tager ekstra gebyrer fra kunder, der vil sidde ude på den solrige plads.
Havde Bustamente sat sig indendørs, ville regningen have været lavere. En espresso ved baren koster således kun 1,25 euro – 10 kroner. Det skulle bl.a. fremgå tydeligt af cafeens spisekort.
Men selvfølgelig vil de fleste turister sidde udendørs. Her har de direkte udsigt til Markus kirken og kan lytte de mange orkestre, der optræder på pladsen. En ulempe har de udendørs stole dog også: Man sidder lige i skudlinien – undskyld skide-linien – for de tusinder af duer, der hver dag befolker den berømte plads.
Flere andre Facebook brugere har naturligvis tilføjet deres egne erfaringer fra Markuspladsen på Juan Carlos Bustamentes online profil:
”Vi glemte at kigge på menukortet og bestilte naive, som vi var, kaffe og vand til vores fem familie medlemmer. Det kostede 78 euro!!!” – knap 600 kroner.
”11 euro for en caffe latte, 9 euro for et glas mælk til en tre-årig, 18 US dollars for en Budweiser og 12 US dollars for en lille flaske vand,” skriver en amerikansk turist.
Café Lavena har dog også sine varme tilhængere. På cafeens Facebook side skriver en tilfreds gæst, at ”cafeen har storartede musikere, tjenere, drikkevarer og desserter. Mennesker, der klager over priserne, har ikke forstået, at de betaler for sin gode plads. Man kan bestille en enkelt cappuchino og så blive siddende hele aftenen og natten med.”
Cafeen er en af Venedigs ældste. Den stammer fra 1750 og er derfor en fast bestanddel af Venedigs historie. Den er kendt for at være dyr og har også i tidligere år været genstand for kritik på Facebook.
Venedig er i det hele taget kommet stærkere i offentlighedens søgelys end sædvanligt. Den berømte by føler sig nemlig overrendt af turister, der skræmmer byens oprindelige indbyggere væk. I dag har Venedig kun 50.000 faste beboere. For nogle år siden var det tre gange så mange.
Venedig forsøger at bremse flodbølgen af turister ved at kræve 100 kroner om dagen i bompenge for hver gæst udefra. Mange af de idylliske små kanaler er blevet spærret for turister, og de store krydstogtskibe, som tidligere parkerede midt inde i byen, skal nu lægge til i en havn 40 kilometer borte fra centrum.
Tilbage i januar kom Venedig også i den internationale presses overskrifter. Da havde fire japanske turister måttet betale 1.100 euro ( 8.300 kroner) for en fiske-platte, fire steaks og en flaske vin på en ganske almindelig restaurant.
Det fik Venedigs borgmester Luigi Brugnaro til at reagere. Japanerne fik en stor undskyldning og deres penge tilbage. Samtidig lovede borgmesteren, at der ville blive grebet hårdt ind mod restauranter, cafeer og hoteller, der tog åger-priser fra gæsterne….
Skriv et svar