Mange flyrejsende er fristet til lige hurtigt at tage en taxa fra lufthavnen og ind til deres hotel – eller selvfølgelig den modsatte vej.
Nu har man jo siddet indeklemt i timevis oppe i 12 kilometers højde, har stået i kø ved check-in og bagage-båndet og ventet lææænge i afgangshallen. Så gider man ikke tage toget eller bussen, når man endelig er nået frem.
Som mange ved fra lille Danmark, kan taxi-turen dog hurtigt blive en kostbar oplevelse. Hvor den nye taxalov med mere fri konkurrence egentlig skulle give lavere priser, er den endt med det præcist modsatte.
Danmark er ikke engang det dyreste sted i Europa at køre i taxa. Det er Schweiz. Omvendt findes der heldigvis også lande, hvor taxi-turen er 10-20 gange billigere end i alpe-republikken.
Det viser en undersøgelse, som den internationale online booking portal Taxi2airport.com har lavet. Portalen har fundet de dyreste og de billigste steder i verden, hvor man kan køre fem kilometer i taxa. F.eks. til eller fra den lokale lufthavn
Schweiz er generelt et dyrt land – medmindre man er rig og vil betale meget lidt i skat. Så har man vel også råd til at hyre en taxa, der skal have 22,68 euro – godt 150 kroner – for at køre fem kilometer.
Næstdyrest er Japan og Tyskland – så er I advaret – mens det er utroligt billigt at tage en taxi i f.eks. Ægypten, Indien, Thailand eller i Tyrkiet.
Her er de 10 dyreste taxi-lande ifølge Taxi2airport.com. Prisen angiver en gennemsnitlig dagtur på en hverdag på fem kilometers længde:
- Schweiz – 22,68 euro
- Japan – 15,68 euro
- Tyskland – 13,80 euro
- Holland – 13,40 euro
- Belgien – 12,90 euro
- Østrig – 11,60 euro
- New Zealand – 10,53 euro
- England -10,08 euro
- Frankrig – 10,00 euro
- Sverige – 9,91 euro
Og her følger så de billigste taxi-lande i verden:
- Ægypten – 0,84 euro
- Indien – 1,29 euro (se indledningsfoto)
- Thailand – 1,41 euro
- Indonesien – 1,68 euro
- Malaysia – 1,70 euro
- Tyrkiet – 2,24 euro
- Kina – 2,41 euro
- Argentina – 2,44 euro
- Vietnam – 2,47 euro
Skriv et svar