I Danmark er det forholdsvis enkelt at finde ud af, hvor man ikke må rejse hen i disse Corona tider.
Det er i praksis hele verden med undtagelse af to franske øer i Karibien og en vestlig region af Norge. Alle andre lande har orange status hos Udenrigs-ministeriet, hvilket betyder bliv borte, medmindre det er en nødvendig rejse.
Nødvendige er bl.a. forretnings-trips, og her er det vigtigt for de rejsende at vide, hvad der møder dem, når de lander på destinationen.
Kræves der f.eks, at man har en frisk – og negativ – Corona test med i bagagen? Skal man begive sig i karantæne, når man lander – og hvor længe osv.
Det danske udenrigsministerium har glimrende rejsevejledninger for mange lande på sin hjemmeside, men en visuel og interaktiv oversigt over verden kan man godt savne.
Den kan man til gengæld få nu på rejse-portalen Skyscanner, der normalt er bedst kendt for sine pris-sammenligninger på flybilletter.
Skyscanners verdens-kort er farve-kodet, så man hurtigt kan få et overblik, hvor de besværlige og de lidt nemmere lande at rejse til befinder sig.
Klikker man på de enkelte lande, popper indrejse-restriktioner op på skærmen. Kommer man fra en dansk pc, er det selvfølgelig reglerne for danske passagerer, som vises.
Jeg skal ikke kunne sige, hvor hurtigt Skyscanners interaktive verdenskort bliver opdateret. Umiddelbart virker det troværdigt og overskueligt.
I sidste ende bør man dog nok tjekke på det danske udenrigsministeriums hjemmeside, inden man beslutter sig for at rejse.
Ifølge Skyscanner fik man inspirationen til at lave det interaktive verdenskort, da man læste resultatet af en rundspørge blandt 2.100 rejsevillige i England.
Her sagde over halvdelen, at de ikke havde et klart billede og forståelse af, hvor de kunne rejse til og hvor ikke….
(Indledningsfoto til artiklen: Air China)
Skriv et svar