Det spørgsmål har ejere i det norske krydstogt rederi SeaDream Yacht Club nok stillet sig mange gange i de senere dage.
Som det første af USA’s rederier åbnede SeaDream for en uge siden med et krydstogt til Karibien. En luksus-rejse, hvor også presse og bloggere var inviteret med ombord for at fejre rejse-formens comeback.
Nu viser det sig, at seks passagerer er smittet med Corona. Det sker under mediernes bevågenhed, der har folk med ombord, som rapporterer direkte fra det virus-ramte SeaDream 1 skib.
Mens krydstogter har været i gang i mindre målestok i Østersøen, Middelhavet og på Europas store floder – indtil nye rejse-restriktioner og øget Corona udbredelse igen har sat en stopper for dem – har USA været helt lukket land indtil den 1. november.
Siden midten af marts har det været forbudt at sejle ud med krydstogter i alle amerikanske og canadiske farvande.
En katastrofe for en branche, der havde regnet med at sælge for milliarder af dollars til solhungrende gæster med lyst til frisk søluft, udflugter til paradis-øer og underholdning ombord døgnet rundt.
Da ingen af de store krydstogt rederier har planer om at påbegynde sejladser før i februar næste år, blev SeaDreams togt i Karibien betragtet som en slags premiere.
Desværre for SeaDream og for hele krydstogt branchen en meget uheldig debut.
Nu stiller medier, myndigheder og politikere nemlig meget relevante spørgsmål om, hvorvidt det var for tidligt at tillade krydstogter igen.
Samtidig sættes der spotlys på, om man overhovedet kan sikre krydstogt skibe effektivt nok mod virus epidemier.
Alle krydstogt-rederier har gjort sig store anstrengelser for at sikre deres skibe. Med tvungne Corona tests for både passagerer og besætning. Med sociale afstande ombord og et lavere antal gæster end normalt.
Men kan man overhovedet sikre sig 100 procent eller bare tæt på?
SeaDream 1 er et lille krydstogtskib med kun 53 gæster og 66 mands besætning på dette første togt. Alligevel er der mindst fem Corona smittede.
Hvordan ville en tilsvarende situation mon se ud, hvis der var tale om en af havets virkelige kæmper med 5.000 passagerer og et tilsvarende stort antal personale på skibet?
”Fem personer er blevet testet positive i to Corona test. Den ene en anti-gen lyntest ombord. Den anden en fuld PCT test hos sundheds-myndighederne på Barbados. Vi føler os usikre om, hvad der skal ske nu. Lidt ængstelige er vi,” skriver udsendte medarbejdere fra fagbladet ”Cruise” på Twitter.
De fem bekræftet smittede sidder nu isoleret i deres suiter på SeaDream 1, der ligger i Barbados’ havn. I går søndag skulle nye Corona tests gennemføres, men resultaterne herfra er ikke offentliggjort endnu.
SeaDream rapporterede om den første Corona smittede den 11. november, da en passager følte sig dårlig. Skibet vendte så straks om og returnerede til sin hjemavn på Barbados.
Rederiet fortæller, at samtlige gæster og personale siden er blevet testet mindst to gange. Alle ansatte var målt negative, så smitten må være kommet ind med passagererne.
Det lille SeaDream rederi kalder sine sejladser for mere ”yachting” end krydstogter. I sommers gennemførte rederiet 21 togter med udgangspunkt i Norge….
(Indledningsfoto til artiklen: SeaDream)
Skriv et svar