Det er ikke kun Boeing, som kæmper med store problemer, efter at to af fabrikantens nyeste passagerfly styrtede ned i Malaysia og Ethiopien.
Nu har Ruslands pendant til Boeing – Sukhoi – også fået en gevaldig hovedpine. I går aftes forulykkede et eksemplar af det russiske svar på Boeing 737 – i den ene af Moskvas to store lufthavne.
41 mennesker blev dræbt, da en Sukhoi SU 100 Superjet – brød i brand ved en nødlanding. Flyet fra Aeroflot havde 78 mennesker ombord.
Tv-stationer har vist masser af tv-optagelser af det brændende fly, hvor mennesker flygter panikslagne ud af nødudgangene. Internet oversvømmes også af videoer fra Sheremetyevo lufthavnen, der ligger nordvest for Moskva.
Som altid efter en flykatastrofe er der dukket mange gætterier og udokumenterede anklager op i timerne efter.
Det ser heldigvis ud til, at de russiske myndigheder har bjerget den sorte boks fra det udbrændte skrog af Aeroflot Flight SU1482. Den kan forhåbentligt bringe klarhed over, hvad der er op og ned i den tragiske historie.
Eksploderede under nødlanding
Fakta er, at den kun to år gamle Superjet 100 maskine var lettet fra Sheremetyevo lufthavnen kl. 18:04 søndag med retning mod Murmansk i det nordlige Rusland.
Ifølge ”Aviation Herald” brød radiokontakten mellem fly og kontroltårn ned lige efter starten. Piloterne sendte alarm via den separate nødkanal ”7700”, der svarer til et SOS.
Klokken 18:31 landede Aeroflot maskinen igen i Sheremetyevo lufthavnen. Nogle mener, at flyet allerede brændte på det tidspunkt. Andre, at den brød i brand, da den berørte jorden.
Ifølge Aeroflot brød ilden ud i en af flyets to jetmotorer. En passager havde opdaget, da han kiggede ud ad vinduet.
Andre kilder siger, at jetflyet var blevet ramt af et lyn og derfor brød i brand.
Og atter andre mener, at flyet nærmest eksploderede, da det hoppede hen ad landingsbanen i dets alt andet end bløde møde med jorden. Da skal en af flyets fyldte brændstof-tanke være sprængt.
På video-billederne ser man, at hele den bagerste del af Superjet 100 flyet stod i brand. Ifølge flere nyhedsbureauer brød der panik ud ombord, fordi flyets mellemgange i Business Class var blokeret af kufferter og tasker, som passagererne ville have med ud.
Tilbageslag for russisk fly-industri
Flykatastrofen er et slemt slag for den civile fly-industri i Rusland, der ellers var på vej op igen efter flere årtier med stilstand.
De gamle Tupolev, Antonov og Illusjin maskiner skulle afløses af nye russiske konstruktioner som Sukhois Superjet 100 og den større Irkut MC-21, der skal gå i tjeneste til næste år.
Superjet er det første nye passagerfly, der er udviklet i Rusland siden Sovjet-dagene. Flyet har været i drift siden 2011 og er blevet solgt i omkring 150 eksemplarer. Flyet er beregnet til korte distancer og findes i tre størrelser med plads til maksimalt 98 passagerer.
Salget af Superjet 100 til udenlandske flyselskaber er dog langt fra gået så godt som håbet. Flere af de ikke-russiske selskaber, der havde købt flyet, har afleveret det tilbage igen på grund af konstante drifts-problemer.
Russerne var ellers begyndt at håbe, at de kunne få glæde af Boeings ulykke. Især i Asien har russiske salgsfolk været meget aktive hos en række flyselskaber, der var blevet usikre ved Boeings 737 MAX maskiner.
For at holde produktionen oppe beordrede præsident Putin desuden sidste år, at der skulle dannes et nyt regionalt flyselskab, som udelukkende måtte bruge Superjets.
En sløv lufthavn
Ruslands største flyselskab – det i dag private Aeroflot – satser også stort på Superjets. Aeroflot skal have 50 Superjet 100 i sin flåde – med yderligere 100 på bestillings-listen.
Trods ulykken vil Aeroflot fortsætte med at flyve videre med sine mange Superjets. I hvert fald i første omgang.
I øvrigt ser det også ud til, at den store Sheremetyevo lufthavn får grimme ridser i lakken:
Lufthavnen har i flere år kunnet sole sig i at være Europas mest præcise til at sende passagerfly afsted til tiden – uden forsinkelser.
Hvordan kunne det så lade sig gøre, at det tog mere end to minutter, inden redningsfartøjer var fremme ved det brændende fly, efter at det var landet….
Skriv et svar