Det norske lavpris-selskab Norwegian har fortsat store problemer med at få tingene til at hænge sammen. En spirende optimisme i juli er blevet afløst af en kedelig realitet i august, hvor nye rejse-restriktioner og forsigtige rejsende har sat deres tydelige spor i regnskabet.
I den forløbne måned rejste kun 313.316 mennesker med Norwegian. Det svarer til ni procent af antallet fra august 2019. Altså en nedgang på 91 procent.
Selv med et begrænset antal fly på vingerne havde Norwegian problemer med at fylde dem med passagerer. Kun 62,1 procent af sæderne var solgt i august. Inden Corona krisen var 90 procent og højere helt normalt.
Norwegian forsøgte et comeback den 1. juli, hvor man genåbnede 76 ruter og satte 15 ekstra fly tilbage i drift. Det var måske nok lidt for optimistisk, for i løbet af sommeren har flyselskabet måttet justere antallet af afgange og ruter mange gange. Som regel i nedadgående retning.
Årsagen er primært, at mange lande har strammet deres rejse-restriktioner og rejsevejledninger igen som følge af stigende smittetal i Europa. Et af de lande, som har gjort det mest, er faktisk Norwegians hjemmebane i Norge.
”Vi kan tydeligt mærke, at folk er forsigtige med at købe flyrejser på grund af myndighedernes skiftende rejsevejledninger. For os som flyselskab er det svært at planlægge driften og udbuddet i den nuværende situation,” siger Norwegians topchef Jacob Schram.
Han gentager samtidig sit ønske om yderligere statsstøtte til selskabet. De nordiske lande skal beskytte deres rejsebranche, arbejdspladser og kritiske infrastruktur….
(Indledningsfoto til artiklen: Foto: Tommy Olsson / Pixabay)
Skriv et svar