Omikron har skabt fornyet usikkerhed i krydstogt-industrien, efterhånden som flere og flere rederier må standse sejladser, fordi virussen har fundet ombord trods vaccine- og test-krav.
Derfor er rederierne også begyndt at blive mere forsigtige med prognoserne for sommeren 2022. Ingen ved, hvad der vil ske i de kommende uger og måneder, og alle kan huske triste 2021 og 2020, hvor krydstogt-industrien lå næsten helt død i lange perioder.
Når krydstogt-rederier nu melder ud, gælder det 2023. Altså et helt år frem fra nu. Her er det ikke så farligt at spå om fremtiden.
Weekendens første gode nyhed er således, at verdens største krydstogt-rederi – Royal Carribean (RCI) – i hvert fald vender tilbage til København fra maj 2023.
Royal Caribbean vil udstationere ni skibe i europæiske farvande i sommeren 2023, hvor de skal sejle på 35 forskellige ruter.
Et af skibene er ”Voyager of the Seas”, der med udgangspunkt i København skal tage på krydstogt i Østersøen. Det bliver på ture af syv og 11 dages varighed, som bl.a. besøger Sverige, Finland , Estland og Rusland.
Inden ”Voyager of the Seas” – se artiklens indledningsfoto – når København i maj næste år, kommer skibet fra Vestindien. På vej til Danmark tager det et langt kryds fra Puerto Rico og besøger undervejs Bermudas, Frankrig og Belgien.
Langt de fleste af Royal Caribbeans europæiske ruter ligger i Middelhavet, hvor også rederiets store skibe sendes til. Der er dog også planlagte ruter fra bl.a. Amsterdam i Holland og Southampton i England.
Bare lige til erindringen: I 2019 havde København besøg af 348 krydstogtskibe med 940.000 passagerer ombord. Halvdelen af krydstogterne startede eller sluttede i hovedstaden.
Danmark, der jo har flere krydstogt-havne end København, havde i året før Corona totalt set 534 krydstogt-anlæg og godt 1,1 million passagerer….
(Indledningsfoto af Voyager of the Seas: Royal Caribbean International)
Skriv et svar