Videnskabsfolk, marketing-specialister, filosoffer og politikere har i årevis søgt med lys og lykke efter kilden til lykke. Ingen har endnu knækket koden.
Hvis man skal tro internationale målinger, har Danmark været tæt på. Flere år i træk er danskerne blevet kåret som klodens lykkeligste folkefærd.
I dag er vi overhalet af Finland, hvilket heldigvis ikke gør Danmark til et mindre interessant sted at forske i lykke i.
Det beviser IKEA lige i øjeblikket. Via sin hjemmeside søger den svenske møbelgigant en udenlandsk person, der vil rejse til Danmark i 14 dage for at finde ud, hvad lykke er. Med alt betalt naturligvis.
Ifølge det amerikanske livsstils-magasin Curbed har Danmark opnået sin særlige globale status som lykkeligt land gennem fænomenet ”hygge”.
Det oversætter amerikanerne med en varm, tryg og behagelig følelse eller atmosfære. Lidt i stil med at sidde med tæerne i vandskorpen om sommeren og drikke et glas koldt fadøl eller som varme sokker om vinteren, samtidig med at man sipper til en hop varm chokolade.
”Vi ved, at danskerne har en stærk følelsesmæssig forbindelse til deres hjem, som de betragter som et sikkert sted til wellness og hygge,” forklarer en dansk IKEA talsperson til Curbed.
Såhh – hvad er den danske hemmelighed bag at være lykkelig og happy? Er det gode venner? Cykling måske. God fysisk form. Naturlige fødevarer. Gå en tur i skoven? Eller måske det præcist modsatte – at nøglen til lykke er at være ulykkelig?
Det skal den udlænding, som IKEA udvælger, finde ud af. Vedkommende får 14 dage i september til at foretage sin forskning. Med rejser, udgifter og en lejlighed i København betalt.
IKEA antyder også, at personen får løn for sit arbejde, men ikke hvor meget i detaljer. Men mon ikke kødboller i de lokale IKEA varehuse er gratis til den, der skal søge efter den danske lykke?
Den bedste kandidat til denne ”hårde” tjans er en, der er mindst 18 år, elsker at rejse, er nysgerrig anlagt, kan lide fremmede kulturer – og som ikke har noget imod at blive fulgt af et videokamera. Personen vil nemlig blive hovedperson i et dokumentar-program, som IKEA vil producere.
Interesserede skal melde sig på IKEA’s hjemmeside her – senest den 1. juli 2019. Man skal fortælle om sig selv og, hvorfor man mener, at man er den bedst egnede til jobbet. Desuden skal man vedlægge en 60 sekunders video, der forklare ens iver efter at forske i lykke….
Skriv et svar