Forleden dag endte Mallorca i alverdens medie-overskrifter af en anden grund end normalt.
Det var, da næsten 50.000 mallorcinere gik i demonstration mod de negative følger af masse-turismen på den populære ferieø.
Aldrig før har så mange protesteret mod det erhverv, som Mallorca grundlæggende lever af. De udenlandske turister.
Det skete bl.a. med plakater, der viste tekster som ”Take back your drunks” eller ”Give back our homes.”
De stærke protester forskrækkede Mallorcas regional-regering, der straks lovede bod og bedring og løsninger mod over-turisme.
Nu er der gået nogle dage, og der er blevet mere roligt i gaderne på den store ferieø, der hvert år får besøg af tæt ved 17 millioner turister. Langt de fleste fra Nord- og Vest-europa.
En ny rundspørge viser sågar, at kun 24 procent af Mallorcas indbyggere støtter fuldt op om demonstrationerne.
37 procent mener derimod, at protesterne var overdrevne og ikke berettiget. De tilføjer, at ”øen jo lever af turismen.”
35 procent støtter delvist op om demonstrationerne, mens fire procent ikke ville eller kunne svare på spørgsmålene.
Ifølge det tysk-sprogede lokalmedie ”Mallorca Zeitung” interviewede social-forsknings-instituttet Gadeso 600 fastboende mallorcinere til sin nye analyse.
Gadeso spurgte også, om folk kunne begrunde deres generelt negative holdning til turisterne.
74 procent svarede overfyldte offentlige pladser, mens 72 procent angav boligmangel:
På grund af turister er det næsten umuligt for lokale at finde boliger i de større byer på Mallorca. Alt er udlejet i dyre domme til udenlandske besøgende.
Andre begrundelser var hotellers og rejse-arrangørers grådighed (71 procent) eller turisters vilde udskejelser – 68 procent.
I den forbindelse var en typisk kommentar, at ”turisterne tror, at de kan tillade sig alt, bare fordi de betaler. Ofte er det ting, som de aldrig ville gøre i deres eget land.”
78 procent af mallorcinerne udpeger politikere som de skyldige, fordi de kun snakker, men ikke gør noget ved problemerne.
73 procent mener, at hotel-ejere og rejse-arrangører er de værste, mens 67 procent udpeger bolig-udlejere og 62 procent bolig-spekulanterne
Turisterne selv får kun skylden af 51 procent og mallorcinerne selv 38 procent. Med andre ord er en del af problemerne selv-forskyldte.
Ifølge analysen mener 59 procent af lokalbefolkningen, at et forbud mod salg af boliger til ikke-fastboende kunne være den bedste løsning.
En øvre grænse for antal turister kommer på andenpladsen med 58 procent, mens forbud mod ferie-udlejning til turister og et loft på boligpriserne følger lige efter med 57 procent hver.
54 procent synes, at adgang forbudt for turister til bestemte områder af øen kunne være en mulig løsning.
Andre 51 procent vil sætte en grænse for antallet af udbudte hotelsenge. Endelig vil 45 procent skære ned på de mange biler, motorcykler og busser på Mallorca.
Som nævnt reagerede regional-regeringen for de Baleariske Øer, der sidder i Palma de Mallorca, overrasket over den stærke protest.
Straks lovede den ”modige tiltag”, som den ville sætte i værk om nogle måneder, men ikke hvad det var.
Overfor spanske journalister erklærede politikerne, at ”de forstod borgernes bekymringer. Der skal sættes grænser, for den nuværende vækst (i turister) er ikke holdbar.”
På Balearerne, hvor Mallorca er hovedøen, bor kun 1,2 millioner mennesker fast. De får så hvert år besøg af 18 millioner turister, hvilket svarer til 15 turister pr. lokal beboer.
Langt de fleste turister kommer fra Tyskland med 4,6 millioner og Storbritannien med 3,4 millioner.
Alle er enige om, at Mallorca næppe kan overleve uden turisterne. Branchen står nemlig for 45 procent af øens brutto-national-produkt.
Mange er imidlertid utilfredse med, at kun et lille mindretal tjener de store penge på turisterne. Det store flertal må leve med lave lønninger, som ikke længere kan betale de konstant stigende boligpriser.
Mallorca er i øvrigt ikke det eneste sted i Spanien, hvor der har rejst sig massive protester mod over-turisme.
Også Barcelona og De Kanariske Øer oplever stigende modstand fra lokal-befolkningen….
(Indledningsfoto til artiklen: Mallorca under the sun / YouTube)
Skriv et svar