Selvom rejsebranchen som helhed føler, at den befinder sig i et dybt, sort hul som følge af Corona krisen, er der heldigvis optimisme at spore enkelte steder.
Den finder man f.eks. hos de rejsebureauer, der satser på at sende danskerne på sommerferie næste år. Et af dem er De Brede Planker i København.
Bureauet er specialist i aktive rejser, hvor deltagerne kan komme på mountain-bike oplevelser, surfcamps eller skiture ud over det sædvanlige.
De Brede Planker har i de senere uger solgt 15 procent flere sommerrejser end på samme tidspunkt for et år siden. Det tager bureauet som et tegn på, at danskerne regner med, at der er et godt rejseliv efter Corona:
”Som noget nyt kan vi mærke, at flere og flere familier bestiller aktiv ferie. Tidligere var det typisk enkelt-personer eller grupper af venner, der brugte fridagene til at udfordre deres fysik og vovemod,” fortæller Christopher Backman. Han har over 10 års erfaring i rejsebranchen.
”I år har vi en langt større andel af familier, hvor flere generationer vil opleve noget andet og mere end swimming pools og badelande i deres sommerferie,” fortsætter han.
Som andre danske rejsebureauer har De Brede Planker også været ramt hårdt af Corona pandemien og de efterfølgende rejse-restriktioner.
I sommers lå omsætningen i bureauet 60 procent under det normale. Det er blevet lidt bedre siden da, men vinterferier i sneen i 2020 har De Brede Planker opgivet helt. Kun meget få tror på, at restriktionerne forsvinder inden jul og nytår.
Ganske mange danskere tror imidlertid på, at situationen bliver bedre i det nye år:
”Vi sælger fortsat en del skiferier fra januar til april. Folk tør godt satse på at booke, fordi de ved, at de er godt sikret i vores bureau. Kommer de ikke afsted, betaler vi straks pengene tilbage eller giver en voucher, så folk har rejsen til gode senere,” forklarer Christoffer Bachman.
Totalt set regner De Brede Planker med at miste 40 procent af den planlagte omsætning i vinter-halvåret. Bureauet er derfor glad for at være ret lille og ikke skulle brødføde mange mennesker som f.eks. de store charterselskaber.
De Brede Plankers spirende optimisme bliver delt af Dansk Rejsebureauforening (DRF). Her siger administrerende direktør Lars Thykier:
”Ovenpå en sommer med staycation inden for landets grænser hungrer danskerne efter ferie i udlandet. Rejsebureauerne melder, at der allerede nu er en stor interesse for at booke næste års sommerferie.”
Jeg vil tro, at 20 til 30 procent af danskerne tager chancen og lægger en sommerrejse i 2021 i kurven inden for de næste måneder. Så for rejseselskaberne gælder det om at holde hovedet oven vande indtil da”, siger Lars Thykier videre.
Indtil kurven vender, regner DRF’s topchef med, at rejseselskaberne vil blive nødt til at fyre yderligere 10 procent af deres medarbejdere i 2020….
(Indledningsfoto til artiklen: De Brede Planker)
Skriv et svar