Ryanairs højt råbende topchef Michael O’Leary har været usædvanlig spagfærdig, mens mange af hans kolleger i andre flyselskaber har tordnet mod Boeing.
O’Leary har derimod hele tiden holdt med Boeing og bl.a. garanteret, at han og hans familie ikke ville have spor mod at flyve med et af Boeings kriseramte 737 MAX maskiner.
Ni begynder piben dog så småt at få en anden lyd nu hos Europas største lavpris-selskab. Ryanair regner således ikke med at få bare nogle få af sine bestilte Boeing 838 MAX-200 fly på vingerne før til næste vinter-sæsons begyndelse. Det vil sige til oktober.
”Vi har et problem- og det har tre bogstaver”, understreger Ryanair bossen i et stort interview med den tyske erhvervs-avis ”WirtschaftsWoche.”
Et problem på tre bogstaver
Efter planen skulle Ryanair, der med 435 fly er en af Boeings allerstørste kunder, have haft mindst 58 splinternye 737 MAX maskiner til rådighed til marts. Da åbner nemlig sommer-sæsonen.
Siden er det lovede antal faldet til 30, så 20, så 10 og i dag måske slet ingen. Det hele afhænger af, hvornår luftfarts-myndighederne giver grønt lys for, at 737 MAX igen må gå i rutefart efter forbedringer af computere og sikkerheds-udstyr.
Denne godkendelse ser dog ud til at have lange udsigter, og myndighederne har understreget, at de ikke har travlt. Alle dele af Boeings passagerfly skal vendes og drejes flere gange, fordi man har mistanke om sjusk ved produktionen.
Meget realistisk siger Michael O’Leary nu, at han vil være positivt overrasket, hvis hans flyselskab havde Boeing 737 MAX’er til rådighed til sommer. Måske får vi først maskiner til oktober, indrømmer han.
Ryanair har bestilt 737 MAX 8 i en sær-udgave med efternavnet 200. Det markerer, at flyet har fået flere sæderækker presset ind og kan tage 197 mod normalt 187 passagerer.
Ud over computer-fejlene, som har været gældende for alle MAX fly, har Boeing også fundet et ”design problem” i forbindelse med nød-udgangene på Ryanairs sær-udgaver.
På grund af Boeings leverings-vanskeligheder har Ryanair måttet strege en række nye ruter til foråret og skære ned i flere af de eksisterende.
Konsekvensen har været fyringer hos både piloter, kabine-personale og service-folk på jorden. Der er ikke arbejde nok til dem.
Helt så dårligt er det dog ikke gået for Ryanair i de første ni måneder, hvor Boeing 737 MAX har haft startforbud. Det blev udstedt i marts sidste år efter to fatale flystyrt med 346 dræbte.
De foreløbige tal for 2019 viser nemlig, at Ryanairs passagertal gik frem med ni procent. Sidste år fløj 152,4 millioner mennesker med det irske lavprisselskab.
Ryanair ikke på lange ruter
I det tyske interview understreger O’Leary, at flyselskabet ikke har planer om at gå på lange ruter. Ryanair er specialist i korte ruter mellem de europæiske lande og er blevet stor på den strategi.
Ifølge Ryanair bossen vil det være alt for risikabelt og sadle op til inter-kontinentale flyvninger. Her har store flyselskaber som Lufthansa, British Airways eller American Airlines oversvømmet markedet med særtilbud.
Desuden har Ryanairs store øst-europæiske lavpris-rival Wizz Air meddelt, at man vil åbne de første trans-atlantiske ruter. Til det formål har Wizz købt et antal Airbus A321 LR fly med lang rækkevidde.
At det er svært at tjene penge på lange ruter med billige billetter har bl.a. Norwegian bevist. Nordmændene har været det største lavpris-selskab over Atlanten, men har stadig finansielle problemer at slås med.
Til gengæld regner Michael O’Leary med, at hans flyselskab vil være tilbage i vækst-sporet, når de første Boeing 737 MAX-200 letter med Ryanair logoet på:
”I øjeblikket ligger der flere forførende tilbud på mit skrivebord fra lufthavne, som gerne vil have Ryanair ruter, end jeg haft nogensinde før,” siger O’Leary til det tyske erhvervs-magasin….
(Indledningsfoto til artiklen: Steve001 / Pixabay)
Skriv et svar