Gratis er der efterhånden ingenting hos flyselskaberne. Og slet ikke når man rejser på Economy Class.
Da er al service og luksus barberet ned til et minimum, medmindre man betaler ekstra for ulejligheden.
Engang imellem kan man dog være heldig og opleve, at en venlig kabine-ansat kommer med en lille ekstra ting som et tæppe, en pude, en drink eller sågar et kundekit fra Business Class med tandbørste, cremer, sovemaske osv.
Åbenbart er det sket for ofte hos USA’s store American Airlines. Så ofte, at det er blevet en torn i øjet hos flyselskabets controllere og spare-specialister.
I hvert fald har American Airlines indskærpet over for sine kabinefolk, at gratis ekstra ting ikke længere må udleveres til Economy Class gæster. Det gælder også ”visse” madvarer og snacks.
Oplysningerne kommer fra den amerikanske rejseblog ”View from the Wing” , der har set den interne skrivelse fra American Airlines til selskabets kabine-personale.
Begrundelsen for nedskæringerne hos American Airlines er mærkelig nok ikke stigende omkostninger og en overdreven spare-iver.
Flyselskabet vil snarere opnå en højere konsistens og ensartethed i service-niveau i de forskellige rejseklasser i kabinen.
American er i øvrigt langt fra det eneste flyselskab, der skærer ned i de gratis ting til passagerer på ”monkey class”:
Tidligere i år stregede Finnair f.eks. gratis puder på sine langdistance-ruter. Tæpper får passagererne dog fortsat….
(Indledningsfoto til artiklen: Miguel Angel Sanz / Unsplash)
Skriv et svar