Hvert år på kvindernes internationale kampdag i marts får flyselskaberne pludselig travlt med at fortælle, at de skam har mange kvindelige piloter ansat.
Samtidig bliver der udsendt fotos af passagerfly, hvor cockpittet udelukkende består af kvindelige piloter. Også i lande, som ikke ligefrem er kendt for ligeberettigelse.
Ifølge organisationen International Society of Women Airline Pilots (ISA21) er kun 5,4 procent af piloterne I verdens større flyselskaber kvinder. I Skandinavien er andelen helt nede på 3,8 procent.
Mere overraskende er nok, at Indien ligger suverænt i spidsen, når det gælder andelen af kvindelige piloter. Her er hver ottende ved styrepinden kvinde – eller mere præcist 12,4 procent.
Indien er ellers et af de lande, hvor dødeligheden er større blandt piger end blandt mænd. Flere piger afbryder også deres skolegang end drenge. Desuden lever mange indiske kvinder uden formel uddannelse og fast beskæftigelse.
Ikke desto mindre strømmer unge indiske kvinder til pilot-uddannelserne, hvad der afspejler sig tydeligt på ”flight decks” – det nye navn for cockpits – i indiske trafikfly.
Organisationen indsamler løbende data fra over 100 flyselskaber verden over for at følge trenden mod flere kvindelige luftkaptajner og co-pilots.
Tilsyneladende er der flere forklaringer på indernes førerposition:
For det første har indiske kvinder været pionerer. Allerede i 1966 sad der en kvinde i cockpittet hos Indian Airlines, der i dag hedder Air India – og bl.a. har en rute mellem København og New Delhi. Hos mange flyselskaber i vesten skete det først 20 år senere.
Den første kvindelige luft-kaptajn i Indien hed Nivedita Bhasin. Hun fik titlen i 1989 og udførte sit job med to små børn derhjemme.
I den forbindelse er det nok en fordel, at flere indiske flyselskaber har særlige bestemmelser for kvindelige piloter, så de kan kombinere deres job med et familieliv.
I Danmark er en lang barsels-periode f.eks. en naturlig del af vores hverdag. Det er den bestemt ikke i Indien.
Derfor må det være meget attraktivt, når et indisk flyselskab som Vistara giver kvindelige piloter seks måneders barsel, eller Indigo giver kvindelige piloter med børn under fem år muligheden for at holde fri to uger om måneden.
Dertil kommer, at kvindelige pilot-aspiranter har adgang til forskellige stipendier, der hjælper med at finansiere uddannelsen. På en af Indiens største pilot-skoler er 80 af 280 elever i dag kvinder.
Endelig fremhæver de kvindelige piloternes internationale organisation, at indere lever i familier anderledes end i f.eks. Europa.
I Indien er storfamilier helt almindelige, og de kan så hjælpe en travl kvindelig pilot med at passe børnene. Det kan f.eks. være bedstemor, svigermor, tanter og kusiner….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar