(Opdateret) En ting er, at både flypassagerer og personale i fly og lufthavne fortsat skal have mundbind på, selvom det f.eks. er et overstået kapitel ude i det danske samfund.
Noget andet er, at mange lande kræver, at rejsende skal være fuldt vaccinerede for at blive lukket ind. Desuden skal de Corona testes før og/eller ankomsten til landet.
Corona er imidlertid også blevet et stigende problem for flyselskabernes ansatte – og ikke kun fordi passagerer nægter at tage maske på.
Verdens tredje-største flyselskab – amerikanske United Airlines – har nemlig meddelt, at man vil fyre 593 ansatte, fordi de nægter at blive vaccineret.
Dermed er United blot det seneste flyselskab, der kræver vaccination af sine medarbejdere. Tidligere har bl.a. Swiss fra Schweiz, Wizz Air fra Ungarn, Qantas fra Australien samt JetBlue og Alaska Airlines fra USA indført et krav om to stik i skulderen til alle ansatte.
Mange flere amerikanske flyselskaber kan dog snart blive tvunger til at følge efter – nemlig alle dem, der udfører opgaver for den amerikanske stat. Det kan f.eks. være flyvning af statens ansatte eller nødhjælps-flyvninger til og fra krigszoner som Afghanistan.
Ifølge nyhedstjenesten CNBC har Joe Bidens regering nemlig indført en regel, hvor alle entreprenører med statslige kontrakter skal vaccinere samtlige deres ansatte senest den 8. december. Hos flyselskaberne er især American Airlines, Alaska Airliines og JetBlue være berørt-
United ser dog ud til at blive det første flyselskab, der rent faktisk fyrer folk på grund af manglende vaccinationer. I de andre nævnte selskaber har medarbejderne stadig lidt tid, inden der er deadline. Hos Wizz er det 1. december – hos Qantas og Swiss den 15. november.
United har accepteret, at de ansatte kunne ansøge om dispensation for vaccineringen af religiøse eller sundhedsmæssige årsager. Det har knap 2.000 af Uniteds 67.000 ansatte gjort.
Swiss henviser til, at vaccine-kravet skyldes et hensyn til både de ansatte selv, deres kolleger og gæsterne ombord.
Hos Lufthansa har man ikke indført tvungne vaccinationer endnu, fordi den tyske lovgivning ikke tillader sådan et krav.
På den anden side siger en Lufthansa talsmand til flere tyske medier, at det er umuligt at gennemføre en international lufttrafik, hvis ikke flyenes besætninger er fuldt vaccinerede. Flere lande og lufthavne ude i verden kræver det allerede.
Spørgsmålet om vaccinekrav har naturligvis været oppe til drøftelse i ledelserne på de store nordiske flyselskaber.
Hos SAS siger man til Trends & Travel, at man ikke føler, at det er et problem. Langt de fleste skandinavere er jo allerede vaccineret.
Når SAS skal flyve til en destination, hvor Corona vaccinationer kræves som f.eks. Hong Kong, vil der blive taget hensyn til det i udvælgelsen af flyets besætning.
(Indledningsfoto til artiklen: Christian Lambert / Unsplash)
Skriv et svar