Store amerikanske Delta Air Lines bliver det første flyselskab, der for alvor går ind i fremtidens 5G mobil-telefoni.
I samarbejde med Apple og teleselskabet AT&T vil Delta sørge for, at alle stewardesser, stewarder og pursere ombord på flyene får en ny iPhone 12. Det vil senest ske til efteråret.
Hos Delta skal iPhones erstatte håndholdte SkyPro terminaler, der kører i deres egen lukkede verden. Med Apples telefoner åbner Delta op til det helt nye 5G mobilnet med ekstremt hurtig kommunikation.
Kabine-personalet skal først og fremmest bruge sine mobiltelefoner til at gøre check-in mere effektiv, assistere passagerer med informationer og til at holde øje med lagerbeholdningen af varer, drikke og måltider ombord.
At teleselskabet AT&T er med i aftalen betyder, at Deltas personale kan bruge deres smartphones overalt. Ikke kun inde i flyene som med de nuværende terminaler.
Helt slipper Delta dog ikke SkyPro. De nye iPhone 12’ere får nemlig SkyPros app installeret, så hele det bagved liggende database system ikke skal udskiftes.
App’en er blevet kraftigt moderniseret, så den kan udnytte iPhones avancerede teknologi. Den kan f.eks. vise trænings- og sikkerheds-videoer med Augmented Reality (AR).
App’en udnytter samtidig iPhonens kamera. Kabine-personalet kan f.eks. tage billeder af varebeholdningen, der automatisk opdaterer baglandet nede på jorden. Om alt går vel, står alle de manglende ting så parat, når flyet lander.
Kameraet hjælper også kabine-personalet med at finde, hvor ting ligger gemt i et stort fly. De skal blot pege med iPhonen mod et skab eller en trolley – og indholdet afsløres via stregkoder.
Ifølge Delta er målet med de mange nye iPhones at minimere selskabets papir-forbrug og give kunderne en endnu bedre service-oplevelse….
(Indledningsfoto til artiklen: Delta Air Lines)
Skriv et svar