Irland har haft en af de skrappeste Corona lock-downs i hele verden, men den skal snart være slut. Regeringen i Dublin har godkendt planer om en kontrolleret genåbning for udenlandske turister fra den 19. juli.
Irland deltager i EU’s kommende Corona pas, der efter planen skal være klar den 1. juli. Irerne er dog forsigtige og understreger, at alle ting skal være ordentligt på plads, før landet åbnes igen. Sikkerhed for både irere og udenlandske gæster står højst på dagsordenen.
Irland har gennemlevet en benhård nedlukning. Fra december sidste år og frem til maj har alle hoteller, restauranter, pubber og ikke-nødvendige butikker været lukkede.
Indendørs møder med andre mennesker end fra egen husholdning har været forbudt, og irerne måtte ikke rejse længere end fem kilometer fra deres hjem.
Efter en del forsinkelser har Irland fået gang i sine Corona vaccinationer, så omkring 50 procent af landets voksne befolkning har fået første stik.
Den positive nyhed har sørget for, at indenlandske rejser nu er tilladt. Hoteller åbner igen i morgen onsdag, mens museer, galleri og andre kulturelle attraktioner har haft lov til at modtage et begrænset antal besøgende med masker på.
Udendørs spisning er igen tilladt fra den 7 .juni, mens pubber og restaurant først må servere indendørs igen fra den 5. juli.
(Indledningsfoto til artiklen: Sarah Richter / Pixabay)
………..
Skriv et svar