Island dag 2 og 3 – Der er noget i luften

Jeg har været til mange koncerter og musik arrangementer gennem mit liv, men denne her Iceland Airwaves 2018 festival er alligevel noget anderledes og særligt.

Man mærker det allerede, når man slæber sin kuffert fra lufthavns-bussen og hen til hotellet. Der er ligesom noget elektrisk i luften.

Ikke fordi der lige har været et tordenvejr, som har renset luften totalt og efterlader nogle blide vibrationer i regndråberne.

Fornemmelsen er en helt anden – og mindst lige så behagelig. Når man går gennem Reykjavik, ligger der ligesom en vibrerende summen overalt.

Den bliver forstærket på hvert tredje gadehjørne, hvor man kan høre ”live” musik trille ud fra utallige barer, butikker, tidligere biografer, hoteller, kirker og helt officielle spilletider.

Ordet ”hyggeligt” er nok lidt misvisende – og alligevel ikke. Det virker helt anderledes, når en hel by deltager i det fælles arrangement.

Jeg havde nok en forestilling om, at islændinge var et meget musikalsk folkefærd. De har jo laaange vinternætter til at lære at spille og til at lade sig inspirere til ny musik.

København kan også være hyggelig i forbindelse med jazz festivallen, men dér møder man et meget mere modent publikum. Også artisterne har som oftest en del år på bassen eller trompeten.

Ikke sådan på Airwaves i Reykjavik. Luften er yngre og meget mere frisk. Også tonerne, der får en halvgammel knark som mig til pludseligt at nynne popklassikere som ”In the Air Tonite” (Phil Collins) eller den endnu ældre ”Something is in the Air” (Thunderclap Newman). Det føles virkelig, som skete der noget tillokkende i luften.

Alt foregår i et afslappet tempo her under festivallen. Eller sådan ser det i hvert fald ud fra publikums side. Band medlemmer har mere tid til at snakke med fans. Både før og efter koncerterne. Der grines og udveksles anekdoter.

Trods sin internationale appel er Airwaves stadig meget islandsk. Godt så. 150 af de 240 optrædende navne er fra øen, der har 330.000 indbyggere. Det er imponerende.

Publikum er endnu mere internationalt. På de første par dage har jeg mødt folk, der er kommet rejsende helt fra Japan, Australien, Israel, Singapore, Brasilien og Argentina for at opleve Airwaves. Ikke som musikere, men som publikummwr.

Unge amerikanere er der voldsomt mange af. Islandsk musik har en høj stjerne på den amerikanske østkyst. Meget mere end i Danmark. Det mærker man.

Selvfølgelig er der etablerede navne imellem som Team Dreams, Olafur Arnalds eller det nye store navn i islandsk popmusik Hildur – det er hende på artiklens indledningsfoto. Bjørk deltager ikke på scenen – hun kan godt undværes for min skyld. Hildur er meget bedre.

Til gengæld har jeg hørt flere udenlandske kolleger savne Mezzoforte – big band hittet fra 1980’erne. Det kan jeg så godt forstå, og de efterhånden voksne herrer spiller altså endnu.

Det rigtigt vigtige og spændende ved Airwaves er dog de mange nye og unge navne. Selvom man måske ikke elsker eksperimenterende musik, indie, techno, hip hop, reggae, elektro osv. Meget af det er virkelig værd at lægge ører til.

Når man går rundt i Reykjavik sådan en time efter midnat, virker det, som om hele byen stadig er vågen. På den gode måde. Man mærker ingen optræk til vold eller ballade. Måske de ekstremt høje spiritus priser holder vildskaben lidt i ave.

Til gengæld har jeg ikke set nordlyset endnu, selvom det lige er sæson. Reykjavik lever op til betydningen af sit navn – den disede vig. Småregn og dis lukker af for udsyn til himlen og dens forunderlige lysfænomener.

Lidt forunderligt er det også, at islændingene slet ikke vil tale dansk. Efter sigende bliver skolebørn stadig undervist i dansk, men folk sørger åbenbart for hurtigt at glemme fortiden. Indtil anden verdenskrig var Island jo en del af det danske rige.

Never mind. Engelsk går jo helt fint. For forstå det islandske sprog går slet ikke, selvom det jo skulle være beslægtet med både norsk og dansk….

(Trends & Travel var inviteret til Airwaves 2018 af Icelandair)