Man kan sige meget om islænderne, men de er seje og ikke sådan at slå i jorden – hverken i fodbold, håndbold eller i disciplinen at åbne flyselskaber. Faktisk må Island have verdensrekorden i antal nye flyselskaber pr. indbygger.
For godt et år siden gik Islands meget offensivt markedsførte lavpris-selskab WOW air konkurs. Det skabte høj bølgegang oppe i det nord-atlantiske, fordi Icelandair så ville sidde med et de facto monopol på flyvninger til og fra den smukke vulkan-ø.
Monopol har der nu aldrig været tale om. For både engelske og amerikanske flyselskaber har etableret flyruter til Island. Det tykke hval-spæk sidder Icelandair dog på.
Den slags kan ikke gå hos de initiativ-rige øboere. Derfor har der længe gået rygter om, at WOW air ville genopstå med nye amerikanske investorer.
WOW air skulle så få lavpris-konkurrence fra to tidligere WOW piloter, der ville åbne PLAY. Det skulle åbne en række ruter til USA, Nordeuropa og Danmark og servicere dem med knaldrødt lakerede Airbus A321neo maskiner.
På det seneste er der blevet forbløffende tavst omkring WOW Air 2 og PLAY. De skulle begge have været på vingerne i oktober, men lanceringerne er flere gange blevet udsat. Angiveligt har penge og landings-tilladelser manglet.
Nu ser det imidlertid ud til, at WOW og PLAY bliver overhalet indenom. Island er på vej til at få sit fjerde internationale flyselskab. Det hedder N-Ice Air.
I første omgang skal det nye selskab fragte passagerer indenlands mellem Islands større byer på den enorme ø. Her vil N-Ice Air komme i direkte konkurrence med Icelandairs datterselskab Air Iceland Connect.
Om ikke særlig længe vil investorerne bag N-Ice Air imidlertid også åbne længere ruter til europæiske destinationer. København ville være oplagt som et af de første.
N-Ice Air vil i den forbindelse bruge både Islands største lufthavn Keflavik ved Reykjavik – og den mere nordlige i Akureyri.
Bag N-Ice Air står bl.a. det islandske charter-selskab Circle Air, der i dag lever af at flyve turister i helikoptere og små propel-drevne sportsfly på kryds og tværs over øens vilde natur.
Ifølge Facebook og islandske medier skal Circle Air have allieret sig med partnere som den store fiske-fabrik Samherji og den tidligere Icelandair-chef Bjorgolfur Johannsson. Med i partnerskabet er også bil-udlejeren Höldur og det lille lokale flyselskab Norlandair.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om Island har plads til alle de flyselskaber. Øen har trods alt kun 360.000 indbyggere og er dermed 25 procent større end Aarhus.
Island har i flere år været et ”hot spot” for turister, men den er afkølet i 2019. Måske flere billige flybilletter kan få vendt trenden igen, så flere udlændinge besøger vulkaner, gejsere og islandske heste.
Til april vil folkene bag N-Ice Air projektet tage den endelige beslutning om, hvorvidt projektet skal sættes i gang eller ej….
(Indledningsfoto til artiklen: David Mark / Pixabay)
Skriv et svar