Vulkan-øen oppe i det nordlige Atlanterhav er måske ikke det første sted, danskere tænker på skisport.
Island har jo ikke kendte OL- eller VM-vindere i hverken alpint skiløb eller de nordiske discipliner som langrend og skihop, der kan reklamere med øens sne-kvalitet. Ligesom f.eks. Norge og Sverige har.
Det er lidt synd, for Island har faktisk meget at byde på for ski-entusiaster.
Lige fra oplyste og vel-præparerede pister på steder med skiskoler og udlejning af udstyr til det store adrenalin-kick med off-piste skiløb, heli-skiing og snescootere.
.Island vil gerne gøre mere opmærksom på sig selv i det store ski-cirkus. Den opgave er lagt i hænderne – eller rettere vingerne på – det nationale flyselskab Icelandair
Her gør man opmærksom på flere vigtige detaljer:
De islandske skisport-steder ligger ikke altid meget afsides. Man kan således nå frem til f.eks. Akureyri i Nordisland, Isafjördur i Vestfjordene og Egilsstadir på den østlige del af øen på under en time med Icelandair fly fra hovedstaden Reykjavik.
Man kan også nemt kombinere skiløb i Island med en tur til USA eller Canada. Det kræver ingen ekstra flybillet at tage et ophold i Island i nogle dage, inden man rejser videre over Atlanten.
Endelig går den islandske ski-sæson fra november til april. Vil man være sikker på at udnytte de lyse dagtimer, bør besøget foregå fra februar og frem.
Tættest på Reykjavik ligger de islandske skiløjper i Blafjøll og Skalafell. De kan nås på en halv time i bil.
I det nordlige Island – tæt på byen Akureyri – ligger Hlidarfjall, der er oplagt til familier. Her er nemlig både skiskole, oplyste pister og langrends-løjper.
Det samme er tilfældet med Stafdalur i den østlige ende af den store vulkanø. Her ligger ski-centret 10 minutters kørsel fra byen Seydisfjördur.
Hører man til de dristige og eventyrlyste, skal man besøge Siglufjördur, Olafsfjördur og Dalvik, der alle tre byder op off-piste, heli-skiing, snowcats og udfordrende løjper.
Er langrend sagen, kan man prøve kræfter med Islands længste løjpe i Kaldbakur. Den nås med snowcat fra Grenivik.
Ski og snescootere kan dog også bruges til knap så vilde udfoldelser. De er også gode til at opleve Islands smukke vinter-landskaber.
I området omkring Myvatn kan man f.eks. komme på langred og snesko-vandring over en stor, tilfrosset sø og de hvide lava-marker.
Mere erfaring kræver at bestige Islands højeste bjerg – Hvannadalshnjukur på 2.110 meter.
Som nævnt har Island en ganske lang ski-sæson. Derfor kan man f.eks. fint bruge sin påske-ferie på to brædder i skisteder som Tungudalur og Seljalandsdalur tæt på Vestfjordenes største by Isafjördur.
Endelig kan man i marts deltage i den årlige Austurland Freeride festival for bjergski og snowboards. Den holdes i det lille skisportssted Oddskard tæt byen Eskifjördur i det østlige Island….
(Indledningsfoto til artiklen: Icelandair)
Skriv et svar