
Islændingene er vist lidt ambivalente ved den voldsomme popularitet, som deres ø har fået hos udenlandske turister i de senere år.
Antallet af udenlandske besøgende er således ti-doblet. De lægger dejligt mange penge i valuta kassen, men slider altså også på naturen.
Samtidig oplever Reykjavik samme problem som andre eftertragtede byer: Airbnb har overtaget store dele af hovedstadens værelser, lejligheder og huse.
Det har først og fremmest betydet, at boliger er blevet dyrere i Reykjavik. I nogle tilfælde er priserne steget så meget, at islændinge fra landet ikke har råd til at leje et sted at være i øens største by.

Det er denne Justin Bieber video fra 2015, der har gjort, at Fjaðrárgljúfur slugten i dag besøges af 300.000 turister om året. (Foto: Chris Burkard)
Islands stigende popularitet skyldes selvfølgelig masser af god omtale i medierne – f.eks. her på Trends & Travel bloggen.
Men endnu vigtigere har været, at Islands smukke og dramatiske natur optræder i flere film og populære tv-serier som f.eks. ”Game of Thrones”. Det har givet hundrede-tusinder af mennesker fra alle dele af verden lyst til at besøge vulkan-øen oppe i det nordlige Atlanterhav.
Popstjernen Justin Bieber har også gjort sit til at gøre Island eftertragtet. Næsten for godt kan man sige, for på grund af en popvideo er en af Islands berømte kløfter nu blevet så overrendt, at myndighederne har lukket den for turister.
Videoen til Bieber singlen ”I’ll Show You” stammer fra 2015. Her ser man sangeren stå på et klippe-fremspring med udsigt til over 100 meter høje og stejle stenvægge i Fjaðrárgljúfur kløften.
Videoen er blevet set over 440 millioner gange på YouTube, og åbenbart har en hærskare af Bieber fans ladet sig inspirere til at besøge Island efterfølgende. Mange af den sikkert for at få taget et selfie på samme klippe-fremspring som stjernen selv.

Lige nu her i foråret er den islandske natur omkring den berømte kløft særlig sart. (Foto: Robert Bye / Unsplash)
I 2016 besøgte 160.000 turister den to kilometer lange Fjaðrárgljúfur slugt, der ligger i den sydlige del af Island. Året efter var det over 310.000, og sidste år formentlig omkring 300.000. Tallene for 2018 er ikke endelig opgjort.
Det er allerede andet år i træk, hvor de islandske miljø-myndigheder må lukke Fjaðrárgljúfur for adgang i en periode. Det nye forbud gælder fra den 1. april til den 1. juni.
Det sker for at beskytte den sarte natur på den årstid, hvor tøvejret for alvor trænger ind efter en kold vinter med frost.
Adgangsstierne til Fjaðrárgljúfur er i meget dårlig tilstand, fordi jorden stadig er frossen og derfor ikke kan absorbere regnvand og smeltevand fra fjeldene.
Ifølge det islandske miljø-ministerium er stierne meget mudrede, hvorfor mange turister vælger at gå ved siden af den markerede vej. Det beskadiger vegetationen, der lige nu gør sig klar til at blomstre op og vokse….

(Foto: John Salvino / Unsplash)
Skriv et svar