Med sine nærmest utallige seværdigheder som Colosseum i Rom, kanalerne i Venedig eller det skæve tårn i Pisa lokkede Italien sidste år næsten 57,3 millioner udenlandske turister til landet.
Et stigende antal indbyggere i støvlelandet synes imidlertid, at de mange turister er ved at blive et problem – og det er ikke kun italienere, som bor i Venedig.
Betegnelsen ”hypertourism” fandt vej til den officielle italienske ordbog sidste og det ikke uden grund.
Flere og flere italienske byer har svært ved at dæmme op for, hvad vi på dansk kalder ”overturisme”, og de søger med lys og lygte efter metoder til begrænse tilstrømningen fra udlandet. Det samme gør Italiens natur-beskyttere.
Venedig har vist en metode. Den berømte flydende by indførte tidligere i år en adgangsbillet for én-dages-turister. De skulle betale fem euro for at komme ind og fra næste år 10 euro eller 75 kroner.
Ideen har ikke nødvendigvis været en succes. Den har nemlig ikke begrænset antallet af turister til Venedig. Til gengæld har den skovlet millioner af euro i byens pengekasse.
Resten af Italien vil ikke følge Venedigs eksempel. Det er for besværligt at håndtere. I stedet overvejer italienerne nu at forhøje landets turistskat. Den, som også kaldes senge-skatten.
Skatten ligger i øjeblikket på maksimalt fem euro pr. dag. Fremover kan det koste op til 25 euro i afgift at finde en overnatning i Italien.
Denne nye skat skal især gælde for luksus-hoteller, hvor et værelse koster over 750 euro eller 5.600 kroner pr. nat.
Knap så voldsomme skatte-forhøjelser får billigere hoteller, hostels og private udlejninger, men også de bliver helt sikkert dyrere fra næste år.
De italienske politikere lover, at pengene fra de øgede skatter ikke kun vil komme turisme-branchen til gode.
En stor del af de mange rare euroer skal bruges til natur-beskyttelse og miljø-projekter som f.eks. bedre affalds-håndtering.
Målet er at mindske de belastninger, som turister er skyld i, og i det hele taget at gøre italiensk turisme mere bæredygtig og klimarigtig.
Ifølge den tyske prisportal ”Check24” skal hver italienske by eller kommune selv kunne bestemme hvor høj turistskatten skal være.
Det betyder så også, at afgifter og priser kan variere noget, hvis man f.eks. rejser rundt i Italien. Helt sikkert er det dog, at ferien i det italienske bliver dyrere fra 2025.
Venedig er i øvrigt undtaget fra den nye afgift. Byen opkræver allerede sin egen senge-skat og vil fortsætte med at tage entré fra turister….
(Indledningsfoto: Keegan Houser / Unsplash)
Skriv et svar