Knap er det nye italienske flyselskab ITA Airways kommet på vingerne ved hjælp af milliard-hjælp fra regeringen i Rom, før det sender forelskede blikke mod Tyskland for at blive en del af den store Lufthansa gruppe.
ITA er bygget på ruinerne af det gamle nationale flyselskab Alitalia, der kørte med konstante underskud og flere gange endte på fallittens rand.
ITA’s første flyvning foregik den 15. oktober, og det nye selskab har indtil videre kun overtaget en lille del af Alitalias tidligere ansatte og størstedelen af forgængerens Airbus fly.
ITA har lovet at køre med overskud i 2023, men selskabets bestyrelses-formand Alfredo Altavilla begynder allerede nu at trække i land.
Han mener ikke, at ITA kan overleve på lang sigt som et lille og uafhængigt flyselskab. Overlevelsen skal komme fra at være medlem af en stor gruppe.
I den forbindelse udsender Altavilla i dag tydelige flirte-signaler i et interview i den store tyske erhvervs-avis ”Handelsblatt:”
”Jeg håber, at Lufthansa hører til de tilbedere, som måske kunne interessere sig for ITA. Partneren skal dog være smuk og rig. Vi er en lille og køn single, som mange kunne brænde varm på,” forklarer bestyrelses-f ormanden.
Altavilla tilføjer, at han er stor beundrer af Lufthansas forretnings-model, hvor det er lykkedes at integrere flere mindre flyselskaber i en fælles gruppe. Han henviser til, at Lufthansa bl.a. ejer Swiss fra Schweiz, Austrian fra Østrig og Brussels Airlines fra Belgien.
Lufthansa har været på tale flere gange i de senere år. Først som køber af Alitalia og nu som potentiel partner for ITA.
Lufthansas topchef Carsten Spohr har bekræftet, at der har været første samtaler med Altavilla. Den tyske gigant er interesseret i at indgå et kommercielt samarbejde.
ITA meddelte ellers forleden dag, at flyselskabet havde meldt sig ind i SkyTeam, der er en direkte konkurrent til Star Alliance, som Lufthansa og bl.a. også SAS er medlem af.
Forelagt dette spørgsmål svarer ITA bestyrelses-formanden i ”Handelsblatt”, at SkyTeam aftalen kun gælder et år og i øvrigt alene omfatte luftfragt – ikke passagerer.
I sidste ende kan det imidlertid være en helt tredje part, der spænder ben for en tysk overtagelse af det nye italienske flyselskab. Det er EU’s konkurrence-vogtere i Bruxelles, der ikke bryder sig om at se monopoler dannes på himlen over Europa.
Et af Lufthansas problemer kunne være det lille datterselskab Air Dolomiti, der flyver adskillige ruter hen over Alperne mellem Tyskland og Italien….
Indledningsfoto til artiklen: ITA)
Skriv et svar