Normalt er ensrettede gader,noget, vi kender til, når bil- og cykeltrafik gennem travle byers smalle gader skal reguleres.
I italienske Napoli er det dog, hverken Fiat’er, Maseratier eller Vespa scootere, der er problemet, men fodgængerne.
I den populære gågade Via San Gregorio Armeno er der så mange gående turister i december, at de ustandseligt skaber trafikpropper med stridbare sammenstød og anfald hos folk med klaustrofobi.
Den smalle gade er kendt for sine cafeer og mange små butikker, der sælger juleting året rundt. Her i december er trafikken nærmest blevet ustyrlig, skriver nyhedstjenesten CNN.
Løsningen for Napolis bystyre har ganske enkelt været at ensrette fodgængerne. Forsøger en eller flere fodgængere at bevæge sig den modsatte vej, vanker der bøder.
Ensretningen trådte i kraft i den forløbne weekend og vil blive gentaget i de øvrige weekender i december.
Her gælder den særlige trafik-regulering fra klokken ni om morgenen til ni om aftenen. På selve juleaftensdag er der ensretning mellem klokken ni og 15.
Via San Gregorio Armeno er en af Napolis meget gamle gader, der kan føre sin historie helt tilbage til romertiden. Julebutikkerne er dukket op i det 18. århundrede.
Napoli er i øvrigt ikke den første italienske by, som har været nødt til at tage forholdsregler mod over-turisme.
Venedig er nok det mest kendte eksempel. Her vil man bl.a. indføre adgangs-billetter for éndags-besøgende. Desuden skal turister overholde meget skrappe ordensregler, der bl.a. siger, at man ikke må sætte sig på offentlige gader og broer for at spise sandwiches eller pizza. Badning i Venedigs kanaler også strengt forbudt….
Indledningsfoto: San Gregorio Armeno / Facebook)
Skriv et svar