Sjældent har et nyt flyselskab fået så meget omtale som Joon, der ejes af Air France.
Livsstils medier og tv over hele verden stod på nakken af hinanden for at fortælle om franskmændenes geniale idé med at lancere et flyselskab til unge. De såkaldte millenials mellem 18 og 35 år.
Den 1. december fylder Joon ét år – og desværre ser det ud til, at det bliver den eneste fødselsdag, som det på alle måder unge flyselskab kommer til at fejre.
Air France-KLM’s nye topchef Benjamin Smith synes nemlig, at Joon er en rigtig dårlig idé. Konceptet er dårlig gennemtænkt og skader mere, end det gavner. Joon skaffer ikke nye kunder, men stjæler med sine lave priser kunder fra Air France og KLM.
Smith vil derfor foreslå til bestyrelsen i den fransk-hollandske luftfarts-koncern, at Joon bliver lukket og slukket så hurtigt som muligt. Om bestyrelsen accepterer det, må tiden vise. De samme mennesker har jo godkendt oprettelsen af Joon for halvandet år siden.
Joon skulle være Air France’ svar på Ryanair, easyJet og Wizz Air. Lavpris selskaber, der stjæler flere og flere markedsandele fra de ”klassiske” flyselskaber med højere service og priser.
Joon skulle samtidig lancere lave billetpriser på de lange ruter. Først og fremmest over Atlanten, hvor de smarte franskmænd skulle konkurrere direkte med f.eks. Norwegian, islandske WOW air og engelsk-spanske Level. Sidstnævnte ejes af British Airways og Iberia.
Ifølge den store franske avis ”Le Figaro” var bestyrelsen i Air France allerede i tvivl om den gode idé i Joon, inden den hyrede canadiske Benjamin Smith som ny topchef.
Han er bl.a. blevet ansat til at rydde op i Air France, der nærmest konstant har haft arbejds-nedlæggelser blandt sit personale i de seneste par år.
Trusler om nye strejker svirrer lige nu i luften hos Joons over 500 ansatte. De arbejder godt nok i markedets mest coole flyselskab, men de får samtidig en meget lavere løn end deres kolleger i Air France.
”Le Figaro” skriver, at Smith vil overføre de fleste af Joons ansatte til Air France og så lade selskabet overtage Joons ruter. De fleste af dem er faktisk tidligere Air France destinationer.
Joon har ellers haft fordele i forhold til Air France, fordi drifts-udgifterne var væsentligt lavere. Joon ansatte nemlig kun unge nybegyndere til sit kabine personale og overtog gamle slidte fly fra Air France.
For et år siden indledte Joon med ruteflyvninger fra Paris til bl.a. Barcelona, Lissabon eller Berlin. Siden er der så kommet langdistance destinationer i USA og Karibien. Skandinavien er også med.
Første rute gik til Oslo, og næste år skulle Stockholm lægges ind i rutenettet. Joon har ikke danske lufthavne på sit verdenskort.
Måske – eller sandsynligvis – bliver det dog ikke ved særligt længe. Joon kan allerede være luftfarts historie efter nytår.
Lidt ærgerligt, for Joon har også bragt nye ideer til en ellers ret konventionel branche med flyselskaber, hvor forandringerne helst ikke må være for store og for dyre.
For en uge siden præsenterede Joon f.eks. de første barnesenge, som kunne slås op i Economy Class på få sekunder.
Desuden var Joon det første flyselskab, hvor indretning og design var målrettet til unge menneskers smag. Kabine personalets uniformer er således fremstillet af genbrugs plastik, og måltiderne ombord er konsekvent økologiske og mange sammensat til veganere….
Skriv et svar