Der er en direkte sammenhæng med mellem mængden af regn og antallet af solgte ferierejser.
Denne gamle kendsgerning bliver lige nu bekræftet hos Danmarks største rejse-udbyder. Telefoner og hjemmesider har været rødglødende hos Spies i de seneste par uger.
Det betyder, at de fleste rejser sydpå hen over julen er udsolgt nu. Man kan være heldig, men så gælder det om at rykke her og nu.
Ifølge Spies er mere end 90 procent af julerejserne væk. De eneste steder med sol og varme, hvor man stadig kan finde ledige pladser, ligger på Gran Canaria og Tenerife.
”Efter en november, der slog rekord i regn, har mange danskere været ude i de første dage af december og sikre sig sol og varme i juleferien. Det samme gælder for skolernes vinterferie, hvor vi allerede nu har solgt 65 procent af vores charter-rejser,” fortæller Lisbeth Nedergaard. Hun er kommunikationschef i Spies.
Igen i år er Gran Canaria danskernes helt store favorit, hvis julen skal holdes fjernt fra den danske hjemmebane.
Af de godt 23.000 danske, som er taget på charter-rejse juleaften, vil tre af fire befinde sig på De Kanariske Øer vest for Afrikas nordkyst. På pladserne efter Gran Canaria følger Tenerife og Phuket.
Spies har også lavet en hitliste over de rejsemål, der er mest bookede i juledagene:
- Gambia 100 procent
- Hurghada 99 pct.
- Fuerteventura 97 pct.
- Phuket 96 pct.
- Madeira 95 pct.
- Kap Verde 92,5 pct.
- Tenerife 92 pct.
- Gran Canaria 90 pct.
(Indledningsfoto til artikel: Adamkontor / Pixabay)
Skriv et svar