Gennem årene har vi set mange eksempler på, hvordan kreative flyselskaber og deres ansatte forsøger at give deres passagerer lidt ekstra jule- og nytårs-stemning, når de er på vej tilbage for at holde højtiden med familie og venner.
For nogle år siden var der f.eks. en luftkaptajn, der læste op af jule-evangeliet over flyets højttalere, mens han selv sad i cockpittet.
I andre tilfælde serverer flyselskaber julebag eller sågar gløgg og glühwein, så passagererne når at få røde kinder i 10.000 meters højde.
December i år har ikke været just opløftende for flytrafikken med en ny Omikron virus hængende over hovedet og udsigt til nye rejse-restriktioner og masse-aflysninger af afgange.
Derfor kan man kun blive i godt humør, når man opdager denne video fra en easyJet flyvning den 25. december fra Basel i Schweiz til Porto i Portugal.
Kort efter starten træder kabine-medarbejderen Jonathan Jautard frem med en mikrofon og begynder at synge en flot a-capella udgave af Mariah Carey hittet ”All I Want For Christmas”, så alle i flyet kan høre med.
Den gode Jonathan er som hobby forsanger i popgruppen John & The Steeds, så han vidste både, hvordan man optræder for et publikum – og han kan synge.
Passagererne ombord på easyJets Airbus A320 kunne godt li’, hvad de hørte og så på rejsen. De klapper og jubler på videoen, som Jonathan har uploadet på sin Facebook profil.
https://www.facebook.com/jautard.jonathan/videos/400605908526933/?t=4
Tro pokker, når de har været igennem besværet med vaccine-dokumentation, Corona-tests, forsinkelser i lufthavnen, begrænset service på flyet og krav om mundbind på hele rejsen.
I et interview med den franske avis ”L’Alsace” udtrykker den syngende steward et par nytårs-ønsker, som han gerne ser opfyldt: ”At glæden vender tilbage, og maskerne forsvinder. Vi skal kunne danse og synge som før Corona….”
(Indledningsfoto: Jonathan Jautard / Facebook)
Skriv et svar