Når amatør-dykkere tager på ferie sydpå, er det som regel for at kigge på flotte koralrev, farverige fisk og måske et enkelt skibsvrag under vand.
Bahrain, der er nabo til Emiraterne på den arabiske halvø, vil fremover lokke dykker-turister med noget helt ekstra-ordinært. Nemlig et pensioneret Boeing 747, der nu ender sine dage på bunden af Den Persiske Bugt.
Jumboen bliver hoved-attraktion i Bahrains nye undervands-temapark ”Dive Bahrain”. Den åbner her til foråret, men det kæmpestore passagerfly sænkes først ned i løbet af sommeren.
Med et areal på 100.000 kvadratmeter bliver ”Dive Bahrain” verdens største miljø-rigtige undervands-temapark. Arealet svarer til 14 fodboldbaner.
Ud over jumbo-jetten vil dykkerne kunne boltre sig på masser af kunstige koralrev, et par små skibsvrag, en undervands hytte og forskellige kunstværker, der skal pynte 20 meter under vandoverfladen.
Ægte koralrev kan den nye temapark ikke byde på mange år. Bahrain vil beskytte de få, der er tilbage omkring landets 36 øer mod yderligere slitage fra dykker-turister.
Årtier med olie-industri, forurening og manglende kontrol med koralrevene har ødelagt en stor del af livet i farvandene ved Bahrain.
Landets regering med kong Abdullah bin Hamad Al Khalifa i spidsen vil forsøge at kompensere for skaderne ved at bygge ”Dive Bahrain” som et slags Disneyland under vand. Desuden bruger Bahrain mange penge på at skåne og måske genoplive de gamle koralrev.
Inden det store Boeing 747 sænkes i havet, bliver det renset fuldstændigt med miljø-rigtige rengørings-midler.
Flyet tømmes for olie, brændstof-rester, snavs osv. Det gælder også for kabler, isolering, kunststoffer, gummi, kemikalier og andre væsker, som flyder rundt i et passagerflys bremse-systemer, klima-anlæg og hydraulik.
Bahrain vil ikke fortælle, hvilket flyselskab som jumboen har tjent, mens den stadig var i stand til at løfte sig fra jorden ved egen kraft.
Men araberne kan i hvert fald ikke prale af at være de første, som har nedsænket gamle fly til glæde for dykker-turister. Ingen andre har dog gjort det med så stor en maskine.
Ud for Miami i Florida er der f.eks. sænket et Boeing 727 fly. Det samme er sket i en sø ved Mermet Springs i den amerikanske delstat Illinois. Canadierne har placeret en tidligere Boeing 737 fra Air Canada i en bugt i provinsen British Columbia.
Også Tyrkiet har været med på bølgen af bevidst nedsænkede passagerfly. For nogle år siden anbragte tyrkerne et Airbus fly ved sin Middelhavskyst, hvor det skal fungere som et kunstigt rev.
I det hele tager oplever vi for tiden en modetrend mod turist attraktioner under vand. Maldiverne har f.eks. fået et undervands—hotel, hvor gæster kan nyde udsigten til fisk og skildpadder uden selv at blive våde.
Tilsvarende åbnede Florida sidste år verdens tredje undervands-museum, hvor dykkere kan kigge på statuer og skulpturer nogle meter under havets overflade.
De to andre ligger i Cancun i Mexico og ud for Lanzarote på De Kanariske Øer….