Det er ikke, fordi livet er den rene fest og lagkage for verdens to store flyfabrikanter for tiden.
Boeing befinder sig i en dyb krise, efter at firmaets 737 MAX 8 fly har fået forbud mod at lette fra jorden, før årsagen til to fatale flystyrt med 346 dræbte er fundet – og udbedret.
Airbus måtte til gengæld lukke produktionen af sine enorme A380 fly i to etager. De blev udviklet 10 år for sent, og i dag vi flyselskaberne hellere have mindre to-motorers fly, der kan lande i alle lufthavne.
Derfor falder nyheden på et tørt sted, at Kina har bestilt 300 nye Airbus passagerfly. Ordren omfatter 290 maskiner af Airbus mindre A320neo familie og ti eksemplarer af de større A350 fly til de lange distancer.
Nyheden blev offentliggjort mandag aften i forbindelse med, at den kinesiske præsident Xi Jinping var på officielt besøg i Paris. Airbus koncernens hovedsæde ligger i den franske by Toulouse.
Jinping underskrev den store bestilling på vegne af China Aviation Supplies Holding Company (CAS). Det er en virksomhed, der køber ind til Kinas mange statsligt ejede flyselskaber.
Det fremgår ikke af meddelelsen, hvilke flyselskaber der skal have hvilke eller hvor mange af de nye Airbus passagerfly.
I virkeligheden er det også et spørgsmål, om kontrakten er på 300 fly. De enkelte flyselskaber kan nemlig allerede på et tidligere tidspunkt bestilt Airbus fly til sig selv – og præsidentens underskrift er så bare et politisk show.
Boeing oplevede således noget lignende i 2017, da Xi Jinping besøgte USA. Da pralede Donald Trump straks bagefter af, at Boeing – via hans formidling – havde fået en ordre på 300 passagerfly til Kina.
Et par dage senere afslørede flere amerikanske medier så, at størstedelen af de 300 maskiner allerede var bestilt flere år i forvejen – af de kinesiske flyselskaber selv.
Men ingen tvivl om, at Airbus godt kunne bruge et par ekstra appelsiner, der faldt i turbanen. I årets ikke engang tre første måneder har Airbus dels måttet lukke produktionen af A380 giganten. Dels har Airbus modtaget annulleringer af 103 flyordrer og kun bestilling på fire nye maskiner….
Skriv et svar