Verdens største passagerfly har det ikke nemt: Da Airbus lancerede A380 i januar 2005, ville en masse flyselskaber have fat i mega-jumboen. Siden er interessen kølet gevaldig af og er nu nået helt ned på frysepunktet.
Flyselskabet med flest A380 i sin flåde har nemlig meddelt Airbus, at man vil droppe sin seneste aftale om at købe 20 ekstra af de kæmpestore passagerfly.
Emirates har i forvejen 109 Airbus A380 fly, som bl.a. også bliver anvendt på det arabiske flyselskabs rute til København.
Emirates er ikke kun Airbus suverænt største kunde til super-jumboen. Emirates er stort set også den eneste aftager, der er tilbage.
Flere andre flyselskaber er allerede ved kassere deres A380 fly. Det er bl.a. store Singapore Airlines, der har sendt sine første fire 380’er til skrotning.
Medmindre da, at der – mod forventning – skulle komme et andet flyselskab med interesse i at købe et lettere brugt kæmpefly med plads til maksimalt 555 passagerer.
Nu står Airbus så igen med håret i postkassen, men de europæiske flybyggere kender fornemmelsen. Det er nemlig ikke meget mere end et år siden, at Emirates kom med rednings-planken.
Da bestilte det Dubai-baserede flyselskab 20 ekstra A380 maskiner, der kunne holde en produktion i gang i flere år hos Airbus. Ud over de 20 sikrede Emirates sig også en option på yderligere 16 fly.
Som andre flyselskaber har Emirates svært ved at få god økonomi i at bruge A380. Flyet er for stort til andet end de bedst befolkede ruter, og langt fra alle lufthavne er indrettet til at håndtere giganten på vinger og passagerer i to etager.
Emirates har tilsyneladende forelsket sig i Airbus’ nyere, mindre og mere økonomiske A350 model. Araberne har meddelt Airbus, at man vil konvertere hele eller store dele af A380 ordren til A350.
Man kan selvfølgelig sige, at Airbus burde være glad for, at Emirates forbliver som kunde. Selskabet kunne nemlig også let være hoppet over til Airbus’ ærkerival Boeing, der med sin 787 Dreamliner har verdens mest populære langdistance fly.
Emirates har desuden en ordre liggende hos Boeing i Seattle på 150 af de nye Boeing 777X langdistance maskiner.For Airbus står der imidlertid tusinder af arbejdspladser i flere europæiske lande på spil, medmindre der sker et mirakel for A380. Dét mirakel ser ikke længere ud til at komme fra Dubai.
Advarsels-lamperne har også skiftet fra gult til rødt hos Airbus’ underleverandør af jetmotorer til A380 flyene. Det er britiske Rolls-Royce, der ellers har nok at bryde hovedet med i forbindelse med udsigterne efter Brexit.
Emirates har i alt 53 bestilte Airbus A380 maskiner, som endnu ikke er leveret. Formentlig skæres denne ordre nu ned med 20 fly.
Airbus A380 har været i aktiv tjeneste hos en række flyselskaber siden 2007 – heriblandt Lufthansa, Air France, British Airways. Senest er japanske ANA kommet på kundelisten
Her var det meningen, at A380 skulle afløse Boeings legendariske, men aldrende 747-8 Jumbo, der indtil da holdt rekorden som verdens største passagerfly.
Ender det med, at Emirates hopper ud af sin kontrakt, skal Airbus kun producere 33 A380 fly til det arabiske flyselskab. Andre selskaber står ikke ligefrem i kø for at sikre sig nogle eksemplarer af mega-flyet.
Da interessen var på sin højeste for A380, fremstillede Airbus op til 30 eksemplarer om måneden. I det forløbne efterår skruede Airbus ned, så der kun står et nyt eksemplar færdigt hver anden måned….
Skriv et svar