Højsæsonen er netop indledt på De Kanariske Øer, der hører under Spanien, men ligger ud for Afrikas nordvestlige kyst.
I den forløbne uge har tusinder fra Danmark holdt efterårs-ferie på en af de syv populære øer.
Fra denne weekend og frem bliver danskerne afløst af bl.a. tyskere, der indleder deres uges ferie.
Timingen var derfor perfekt, da over 8.000 indbyggere på De Kanariske Øer gik på gaden i dag for at demonstrere mod over-turisme. Det skete i en demonstration, der blev holdt på samme tid på flere af øerne.
Demonstrationen havde overskriften ”De Kanariske Øer har en grænse” og skulle markere, at de lokale indbyggere snart ikke længere har råd til at bo på øerne selv.
De føler sig fordrevet af turisterne, der bor i de lejligheder og huse, hvor de selv levede tidligere. Her er huslejerne steget så meget i de senere år, at Kanarernes egne beboere må flytte ud på landet.
Tilsvarende demonstrationer har været gennemført mange steder i Sydeuropa i løbet af i år. Også på De Kanariske Øer og på Mallorca.
I perioden fra januar til september besøgte knap ti millioner turister ø-gruppen, der selv kun har et fast indbyggertal på ca. 2,1 millioner….
(Indledningsfoto til artiklen: Summerstock / Pixabay)
Tekst-tv og reuters
Skriv et svar