Mens Naviair i de senere dage har forsøgt at nedspille manglen på flyveledere i Københavns Lufthavn, er situationens alvor i den grad gået op for flyveledernes arbejdsgiver her l eftermiddag.
Et antal flyveledere har nemlig meldt sig syge og efterlader et rent kaos i Danmarks største lufthavn i timerne, hvor travlheden op til Bededags-ferien sætter ind.
Indtil videre er der ikke kommet aflysninger af afgange, men her tidligt på aftenen er 80 procent af flyene ramt af forsinkelser. Nogle af dem er på en time eller mere. Mellem klokken 17 og 19 skal der efter planen afgå 38 passagerfly fra Københavns Lufthavn.
Lidt tidligere i eftermiddag skrev Københavns Lufthavn på sin hjemmeside, at kun ni af de 22 fly, som skal lettere frem til klokken 18, vil komme afsted til tiden.
På sin Facebook-side skriver lufthavnen lige nu:.
”Vi arbejder sammen med flyselskaberne og vores øvrige samarbejdspartnere på at få vores passagerer så godt som muligt gennem lufthavnen, men indtil der er fundet en løsning på bemandingsmanglen i Naviair, vil der desværre være en del forsinkelser og aflysninger.
Da vi ikke kan forudse, hvilke afgange der bliver påvirket, beder vi om, at du møder op i lufthavnen som vanligt, når du skal ud at rejse. Det vil sige to timer før afrejse – og tre, hvis du skal på en langdistancerejse.
Du kan desuden holde dig opdateret om din flyafgang via vores hjemmeside cph.dk og i vores app.
Vi beklager de gener, bemandingsmanglen hos Naviair kan medføre. Bliver du påvirket af forsinkelser eller aflysninger af flyafgange, skal du kontakte dit flyselskab.”
Lufthavnen og dens mange passagerer bliver taget som gidsler i den strid, som efterhånden har stået på længe mellem flyvelederne og deres arbejdsgiver Naviair.
Lige nu står parterne meget langt fra hinanden i deres forhandlinger om højere løn, bedre arbejdstider og ansættelse af flere flyveledere til de åbenlyse huller, der er i bemandingen.
For to dage siden meldte Naviair f.eks. ud, at man havde ca. 90 procent af de flyveledere, der er behov for at håndtere trafik-niveauet frem til og i sommer-månederne.
Men der skulle åbenbart ikke mere end nogle få sygemeldinger til, før korthuset vælter.
Dermed har vi i dag fået en forsmag på, hvordan situationen bliver, når hundrede-tusinder af danskere skal på sommerferie – og næsten lige så mange turister vil besøge Danmark ad luftvejen.
I dag torsdag har Naviair følgende forklaring på sin hjemmeside:
”Vi skal beklage de gener, som forsinkelserne i Københavns Lufthavn medfører for passagerer, der skal ud at rejse hen over st. bededagsferien.
Naviair har desværre modtaget en del sygemeldinger blandt de flyveledere, der skulle være på arbejde torsdag.
Derudover har vi usædvanlige udfordringer med at komme i kontakt med medarbejdere, der kan dække de ledige vagter….
(Indledningsfoto til artiklen: Anete Lusina / Unsplash)
Skriv et svar