Inden Corona så man masser af reklamer for og omtaler af juridiske konsulent-firmaer, der tilbød at hjælpe passagerer med at få erstatning for flyforsinkelser, aflysninger og overfyldte passagerfly.
Under pandemien blev der meget tavst, hvilket selvfølgelig skyldtes, at næsten al flytrafik var lukket ned på grund af rejse-restriktioner.
Nu er Corona heldigvis overstået, og flytrafikken ved at være helt oppe i samme omdrejninger som inden pandemien.
Det betyder imidlertid også, at antallet af flyforsinkelser og aflysninger er steget igen eller vil gøre det i de travle sommeruger.
En forsmag på situationen fik vi her i Danmark i de seneste måneder, hvor mangel på flyveledere betød forsinkelser for flere millioner passagerer i danske lufthavne.
Nu har den statslige Trafikstyrelse fået den glimrende idé at køre en reklame-kampagne, der fortæller, hvilke krav passagerer har, hvis deres fly bliver forsinket eller helt aflyst.
Trafikstyrelsen kører kampagnen på YouTube og Facebook, som otte af ti voksne danskere er medlemmer af. Kampagnen holdes aktiv i hele sommer-sæsonen.
Hoved-budskabet i den nye statslige kampagne er, at man kan altid kan klage til Trafikstyrelsen, hvis alt ikke flyver som planlagt.
Det er gratis, og man skal ikke betale en andel af et eventuelt erstatningsbeløb til juridiske konsulenter i et privat firma.
YouTube-filmen indledes med, at man er mødt op i lufthavnen i god tid og har styr på både pas, flybilletter, hotel og solfaktor til badestranden.
Helt fint, men er der lige så meget tjek på, hvad man skal gøre, hvis man stadig står i lufthavnen flere timer senere, fordi flyet er forsinket eller helt aflyst?
Svarene kommer fra kontorchef Line Elikofer og specialkonsulent Camilla Bloch-Egendal:
Flypassagerer har altid ret til at få dækket udgifter til forplejning og indkvartering på hotel, hvis ens fly bliver væsentligt forsinket.
Bliver flyrejsen helt aflyst, har man ret til at få ombooket sin rejse til en anden afgang eller få refunderet udgifterne til sin flybillet.
Det gælder dog ikke altid: Hvis flyselskabet ikke selv er skyld i forsinkelsen, har man ikke ret til en kompensation på op til 600 euro.
Ifølge Trafikstyrelsen skal man altid henvende sig til sit flyselskab som det første. Hvis det ikke er medgørligt og har givet et tilfredsstillende svar senest seks uger efter, kan man klage direkte til Trafikstyrelsen.
Man kan også læse mere om sine rettigheder som passager og klagemuligheder på www.flypassager.dk
(Indledningsfoto til artiklen:Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar