Normalt er det Kinas efterhånden mange internationale flyselskaber, man hører om. F.eks, når Air China opretholder sin rute mellem København og Beijing – selv under Corona.
Færre er klar over, at kineserne har opbygget verdens største netværk af hurtigtog. Det forbinder selv fjerne dele af det store rige med jernbaner, der kører med hastigheder på langt over 200 kilometer i timen.
Nu har Kina så sat en ny rekord, der vil sætte sine spor om fem eller ti år. Da vil kinesernes nye og superhurtige magnet-svævebane (MagLev) kunne sættes i drift mellem landets storbyer.
Toget skal kunne opnå en tophastighed på 600 kilometer i timen. Det bliver dermed verdens hurtigste og kan f.eks. halvere rejsetiden mellem Beijing og Shanghai til to-en-halv-time.
Kinas statslige nyhedstjeneste Zinhua fortæller, at den første prototype i fuld størrelse af det nye tog forlod den store CRRC fabrik i Qingdao i går tirsdag.
Modsat konventionelle tog, der kører på hjul på jernskinner, svæver denne nye type over en central ”mur” – båret frem af stærke elektro-magneter. Da fremdriften foregår uden fysisk berøring, kan toget opnå meget høje hastigheder.
Det nye tog skal nu prøvekøres og testes i flere år, inden det kan sættes i drift. Kina skal samtidig bygge de første strækninger, som magnet-svævebanen kan køre på.
Ifølge regeringen i Beijing har adskillige storbyer planer om at etablere forbindelser med de nye superhurtige tog.
Kineserne ser også togene som en vigtig reklame for landets miljø-bevidsthed. Ligesom Kinas mange elbiler kører det nye tog på strøm og forurener dermed ikke luften med udstødning.
Det er dog kun en ren teoretisk betragtning: Problemet er nemlig, hvordan den nødvendige elektricitet produceres. Sker det i kulfyrede kraftværker er ikke meget vundet ved at gå fra diesel til strøm.
Kina har I øvrigt samlet erfaringer med magnet-svævebaner siden 2002. Dengazng byggede tyske Siemens en Transrapid togbane i Shanghai, hvor den forbinder Pudong lufthavne med storbyens messecenter….
(Indledningsfoto til artiklen: CRRC / Facebook)
Skriv et svar