Kina er det land, hvor den famøse COVID-19 virus blev opdaget. Kina var også først til at lukke ned og forbyde rejser – og nu mangler kineserne alvorligt i turist-statistikkerne verden over.
Det gælder bestemt også i Danmark, hvor kineserne mangler helt i gadebilledet i København. Normalt er der masser af dem, når de store krydstogtskibe afgår eller ankommer.
Ifølge kort-selskabet Nets er kineserne det folkefærd, der lægger flest penge i hovedstadens butikker. Ud over danskerne selv, men mere end f.eks. svenskerne.
Måske det kan være en lille trøst for butikkerne på Strøget i København, for hoteller og restauranter: Om seks til 12 måneder vil kineserne være tilbage for fulde omdrejninger.
Det viser en analyse, som verdens største rejse-messe ITB har foretaget. ITB holder normalt rejse-udstillinger i både Berlin, Singapore, Shanghai og Bombai i Indien.
I forbindelse med den nye undersøgelse har ITB China interviewet 200 kinesiske ”outbound” rejsebureauer og større rejsearrangører.
43 procent svarer, at kineserne vil være tilbage på internationale rejser i de næste ni til 12 måneder. 33 procent tror, at det allerede vil ske om seks til ni måneder, mens 20 procent håber på tre til seks måneder.
Kinas vej tilbage til lang-distance-rejser ses af mange som model for Europa. Tager kineserne først på ferie andre steder i verden, vil europæerne følge kort efter – skriver fagmediet ”China Travel News.”
Ifølge FN’s turist organisation UNWTO bruger kineserne enorme summer, når de rejser i udlandet. De seneste tal fra 2018 siger 257,7 milliarder dollars eller ca. 1,6 billion kroner.
Det er næsten dobbelt så meget som amerikanske turister og tre gange så meget som tyskerne….
(Indledningsfoto: Portraitor /Pixabay)
Skriv et svar