Hvis I prøver at få fat i Kina lige nu og render ind i en telefonsvarer eller en mail-hilsen, der siger noget i retning af ”Undskyld vi er på ferie. Henvend jer igen om et par uger”, skal I ikke undre jer.
Kina fejrer årets største begivenhed – det kinesiske nytår. Festlighederne blev indledt så småt i slutningen af januar med det, kineserne kalder ”Little Year”. Siden i tirsdags er vi ombord i ”Spring Festival”, der varer frem til den 19. februar. Og til sidst sluttes med ”Lantern Festival” netop den 19.
Det kinesiske nytår kaldes ofte verdens største folkebevægelse. For de fleste indbyggere i det store land betyder denne tid nemlig årets længste ferie, hvor man traditionelt tager hjem og besøger sin familie. Langt ude på landet eller i den anden ende af Kina.
Her i 2019 ventes 400 millioner kinesere at tage rejsen. Langt de fleste i bil. Knap så mange millioner i tog, men flere og flere pr. fly.
Siden 2013 er antallet af passagerer på de kinesiske indenrigs-fly næsten fordoblet. I år vil det sandsynligvis være 73 millioner mennesker. Til sammenligning har SAS ca. 30 millioner passagerer om året.
De enorme tal kommer ikke som en overraskelse. Kina har for længst udviklet sig til at være verdens største marked for rutefly og passagertrafik på vinger.
Antallet af flyrejsende i Kina vil vokse med 12 pct. omkring det kinesiske nytår – sammenlignet med samme periode for et år siden. Togtrafikken ventes kun at stige med otte pct. i år.
Flyrejserne går meget hurtigere, når man skal rundt i det store land, men de er stadig for dyre for mange studerende eller kinesere med lav løn.
De bruger hellere tog. En transport-form, der er blevet kraftigt forbedret, efter at Kina har udvidet sit netværk af højhastigheds-tog i de senere år….
Skriv et svar