I de seneste par uger har jeg her på Trends & Travel præsenteret en række statistikker og infografikker, der viser udviklingen i turisme internationalt.
Det har bl.a. været artikler om de turistbyer, der besøges af flest mennesker i verden – eller om de storbyer, hvor udenlandske gæster lægger flest penge.
I dag kommer så turen til en oversigt over de folkefærd og nationaliteter, der bruger flest penge på at rejse på ferie i udlandet.
Det er kineserne, der med 257,7 milliarder USD – ca. 1,6 billion kroner – bruger næsten dobbelt så meget på deres udenlandsrejser som amerikanerne.
Det viser netop offentliggjorte tal fra FN’s World Tourism Organisation (UNWTO). De fortæller samtidig om et boom i internationale ferierejser i 2017.
Alverdens turister hentede 1,34 billion USD – ca. 6.500.000.000.000 kroner – ud af deres bankkonto for at lege turister i udlandet. Det er det højeste beløb i de seneste otte år.
Kineserne står alene for 20 pct. af verdens ferie-forbrug, og dén andel bliver næppe mindre i de kommende år.
Den kinesiske middelklasse bliver større og stærkere, og den anser rejser uden for det store land som et vigtigt status symbol.
Dertil kommer en større åbenhed fra de kinesiske myndigheders side, mere enkle visa formaliteter og et stigende antal af direkte flyforbindelser fra Kina til Europa og USA.
Ifølge UNWTO har kineserne også ændret deres vaner, når de er ude at rejse. Hvor de tidligere var berømte for at bruge tusinder af kroner på internationale luksus mærker i tøj, smykker, sko, ure og accessories, er kineserne nu begyndt at vende sig mod mere niche-prægede aktiviteter, når de er ude at rejse.
Det kan være alt fra vin- og og whisky-smagning, over jagten på nordlyset til flere dages eventyr i vildmarken – langt fra luksus hoteller og den nærmeste Louis Vuitton butik….
Skriv et svar