Klima-protesterne kan være nok så relevante, men i de senere dage er de gået over gevind.
I Berlin kunne ambulancer og hjælpe-køretøjer ikke komme frem til en hårdt kvæstet kvinde, der var kørt ned af en lastbil, fordi klima-aktivister blokerede gaden og ikke ville åbne for nogen trafik.
Kvinden er siden død af sine kvæstelser, og aktionen har siden fået en masse negativ omtale i tyske medier og hos tyske politikere.
Her i eftermiddag fortsætter protesterne i Schiphol lufthavnen i Amsterdam. Ingen er heldigvis kommet til skade indtil videre, men det meste trafik er blokeret i Hollands største lufthavn.
Ifølge de internationale nyhedstjenester er der tale om godt 500 aktivister fra Extinction Rebellion og Greenpeace, som har tiltvunget sig adgang.
De har lagt sig under parkerede privatfly, men kører også på cykel på kryds og tværs af Schiphols start- og landingsbaner.
Lufthavnen har derfor ikke kunnet andet end aflyse al trafik, så bl.a. to fly med læger og medicin ikke har kunnet lette. Det fortæller en talsmand fra European Business Aviation (EBAA).
På sin hjemmeside nøjes Schiphol med at advare om, at demonstrationer kan påvirke trafikken i dag lørdag den 5. november.
Alle passagerer til og fra lufthavnen skal løbende tjekke Schiphols hjemmeside eller kontakte deres flyselskab for at få informationer om forsinkelser eller aflysninger på grund af demonstrationerne.
Lufthavnen selv tager aktionen meget roligt. Schiphols ny-udnævnte topchef Ruud Sondag siger, at alle demonstranter er velkomne, så længe alt forløber ”rent” og uden vold.
De to organisationer bag aktionen tilføjer, at også lokale beboere fra omkring Schiphol deltager i aktionen. Alle vil have forbud mod, at privatfly kan starte og lande i lufthavnen om lørdagen.
Indtil videre skal hollandsk militær-politi have anholdt 100 demonstranter. Den har ”travlt med” at fjerne uvedkommende folk fra lufthavns-arealerne.
I et åbent brev til demonstranterne skriver Schiphols topchef, at lufthavnen går efter at have emissions-fri trafik i 2030 og være helt klima-neutral i 2050. Samtidig indrømmer han, at lufthavnens klima-tiltag bør ske hurtigere.
(Indledningsfoto til artiklen: Niels Jongerius / Twitter)
………..
Skriv et svar