Kunne man forestille sig, SAS, Norwegian eller DAT ville råde deres kunder fra at bruge fly, når de rejste indenlands i Danmark – og i stedet skulle flytte over i tog? Eller at flyselskaberne begyndte at sælge billetter til DSB?
Næppe, vil de fleste nok svare. Fly og tog har jo i årtier konkurreret om passagererne på selv korte afstande på 200 til 300 kilometer. Dertil er der i de seneste par år kommet adskillige lavpris-busser, der tager store markedsandele fra både fly og tog i Danmark.
Ikke desto mindre er det, hvad hollænderne kommer til at opleve i den kommende tid. Fra den 29. marts næste år streger flyselskabet KLM de første fly-afgange mellem Amsterdam og Bruxelles og erstatter dem med togrejser.
Ideen er ikke helt ny. Men mange havde troet, at det var mere teori end praksis, da KLM’s topchef Pieter Elbers lancerede forslaget i en tv-reklame tilbage i juli.
Tv-reklamen er siden blevet vist over hele Europa og i USA, hvor den er blevet voldsomt populær blandt klima-aktivister.
KLM-topchefen indrømmede nemlig i reklame-spottet ”Fly Responsibly” – se videoen – at luftfarten med sine forurenende fly havde en dårlig indflydelse på klima-ændringerne på denne jord.
Elbers opfordrede derefter direkte rejsende at hoppe over på eldrevne tog på de kortere ruter mellem f.eks. nabolandes storbyer.
Nu forvandler KLM idé til praksis. Afstanden mellem Amsterdam og Bruxelles er kun 156 kilometer i luftlinie, men alligevel en af de mest populære ruter fra den store hollandske Schiphol lufthavn.
KLM flyver lige nu ruten fem gange om dagen. En af dem vil blive streget til april. Bliver ændringen en succes hos de rejsende, er KLM parat til at udvide samarbejdet med jernbanen og måske flytte alle sine passagerer mellem Amsterdam og Bruxelles over på tog.
KLM indretter nye check-in faciliteter og bagage-service-punkter i både downtown Amsterdam og Bruxelles og i de to byers lufthavne. De rejsende skal føle deres tur på skinner, som om de sad i et komfortabelt KLM fly.
Rejsetiden vil heller ikke være længere, hvis man indregner transport-tiden fra bycentrene til og fra lufthavnene med. Selve turen foregår i nye Thalys højhastigheds-tog.
Kun 20 pct. af KLM’s kunder på ruten tager i dag toget. Alligevel blev det i 2018 til knap 3.500 afgange med i alt 277.000 passagerer.
KLM har beregnet, at det vil tage halvanden time at tilbagelægge de 173 kilometer. Hvis jernbane-sporene blev forbedret, ville turen kunne gøres i hvert fald 25 pct. hurtigere.
Ifølge KLM er de fleste rejsende på ruten transfer-passagerer, der flyver videre til udenlandske destinationer. Håndtering af deres billetter, pas, visa og bagage er en udfordring, som KLM endnu ikke har løst..
For KLM har det nye tog-initiativ ikke kun den fordel, at flyselskabet får poleret sit klima-mæssige image. KLM får også frigivet kostbare pladser i den travle Schiphol lufthavn, som selskabet kan bruge til mere økonomisk lukrative afgange til interkontinentale destinationer.
Og tilbage til Danmark. Trafik-ministeren behøver ikke at kigge helt til Holland for at foreslå lignende ændringer af det danske trafik mellem Jylland og Sjælland.
I Tyskland opfordrer Lufthansa f.eks. sine flypassagerer til at hoppe over i toget på den korte strækning mellem Frankfurt og Köln. Det samme vil Swissgøre på ruten mellem Zürich og Lugano i Schweiz.
Den franske præsident Emanuel Macron har også flere gange været inde på at skære landets indenrigs flyvninger ned og erstatte dem med flere tog.
I Danmark bliver det bare ikke helt så nemt. Selvom de korte afstande mellem landsdelene gør det oplagt, bliver det svært at gennemføre i praksis.
Danmark har nemlig forsømt at elektrificere togdriften 100 pct. på hovedlinierne. Desuden har vi aldrig fået rigtige lyntog igen. Det seneste forsøg strandede med de skandale-ramte IC4 tog….
Skriv et svar