Den svenske regering vil poste penge i et bio-brændstof projekt, der har det hollandske flyselskab KLM som sin mest kendte deltager.
Målet er, at affald fra Sveriges enorme skov-industri skal omdannes til bæredygtigt brændstof, som jetmotorerne på passagerfly kan bruge direkte.
Princippet, som KLM anvender med sine partnere, hedder Fischer-Tropsch. En første fabrik skal opføres i Växjö i Småland.
Den skal fungere som prototype for andre større fabrikker og bevise, at skove kan være en vej til at fremstille bio-brændstof – også kaldet Sustainable Aviation Fuel (SAF).
Ud over KLM deltager skov-giganten Södra, Växjö Energi, SkyNRG, RISE Research Institutes of Sweden og det svenske 2030 sekretariat i projektet.
De involverede parter danner hele værdikæden fra skov-ejer over raffinaderi, energi-selskab til flyselskab. På den måde kan man afprøve alt fra råvare-indsamling til praktisk afprøvning af brændstoffet i moderne jetmotorer.
Det er planen, at den første fabrik skal være i stand til at fremstille 16 kiloton grønt brændstof i 2026. Til den tid håber konsortiet, at også andre fabrikker er i gang. Især i lande, som har en stor skovindustri.
Den nuværende generation af flymotorer kræver flydende og fossile brændstoffer, der forurener og sender store mængder CO₂ ud i atmosfæren.
Mange motorer fungerer med mindre mængder biobrændstof iblandet. De første passagerfly på ren bio har også været i luften, men produktionen af SAF kan slet ikke følge med behovet.
Ærgerligt, for SAF kan i princippet sænke motorernes udstødning af kulbrinter med mellem 75 og 100 procent.
KLM er blandt de flyselskaber, der er nået længst i forsøget på at finde alternative metoder til at fremstille bæredygtigt brændstof.
I Holland eksperimenterer KLM bl.a. med at genbruge spiseolie fra restauranter og industrien til flybenzin. På en anden fabrik vil KLM omdanne vindenergi og brint til brændstof….
(Indledningsfoto til artiklen: A. Beijeman / Pixabay)
Skriv et svar