Mange jyder tager ikke over København for at fange langdistance-ruter til f.eks. USA eller Asien. De foretrækker at skifte fly i Hamborg, London eller Amsterdam.
Fra juli kan de så afprøve den nye Premium Comfort klasse på de store fly fra holllandske KLM på udvalgte ruter til Nordamerika. Senere rulles den ud på alle det hollandske flyselskabs Boeing 777 og 787 Dreamliner fly.
Premium Comfort er KLM’s betegnelse for den stadig mere populære Premium Economy klasse, som flere og flere flyselskaber placerer mellem Economy og Business Class.
Med introduktionen af Premium Comfort kommer KLM på linie med sine alliance-partnere Virgin Atlantic, Air France og Delta Air Lines, der alle for længst har Premium Economy klassen på sine fly. Delta har sågar fire forskellige klasser på sine fly, hvilket kan gøre det lidt svært at vælge imellem for passagerer.
I sammenligning med den almindelige ”monkey class” skal Premium Comfort tilbyde bedre sæder, mere benplads, bedre mad og drikker samt generelt højere service, uden at billetterne koster helt så meget som på Business.
KLM Premium Comfort Class får 38 tommer mellem hver række, og sæderne kan lænes otte tommer bagud. Hver passager har en 13,3 tommers personlig skærm foran sig, og hovedtelefoner er med i billetprisen.
Passagerer på Premium Comfort får desuden prioriteret check-in og boarding, adgang til ekstra bagage og en gratis toilettaske – amenity kit.
På de lange interkontinentale ruter får passagererne et eller to varme måltider fulgt op af kaffe, te, spiritus og isdessert. Ind imellem måltiderne serveres snacks, drinks og cocktails uden beregning.
Som altid hos KLM vil også Premium Comfort være præget af flyselskabets mange klimatiltag. Således er alt bestik, tallerkener og skåler fremstillet af genbrugs plastik. Også de nye sæder er lettere end sædvanligt, hvilket sparer brændstoft.
På KLM’s Boeing 787 Dreamliners vil der være 21 sæder på Premium Comfort placeret som 2-3-2 rækker. På Boeing 777 har KLM placeret 28 sæder i 2-4-2 konfiguration.
KLM har i øjeblikket 31 styk Boeing 777 og 18 Boeing 787 i sin flåde, Yderligere 10 Boeing 787-10 er bestilt….
(Indledningsfoto til artiklen: KLM)
Skriv et svar