Vi kan alle drømme om at have en Porsche sportsvogn i garagen ved villaen og et privatfly med plads til 11 i hangaren i den nærmeste lufthavn.
Drømmen kan blive til en realitet, hvis man har pengepungen i orden og ellers kan beslutte sig hurtigt. Kun 10 eksemplarer bygges af den eksklusive Duet bundle.
Tyske Porsche og den brasilianske flyfabrikant Embraer er gået sammen om projektet, der skaber et perfekt par af sportsvogn og privatfly.
Begge er lakeret i identiske farver, har sæder og indretning i samme materialer og kulører – og de to pynter, når de står ved siden af hinanden i en lufthavn.
Der er tale om en Porsche 911 Turbo S sportsvogn og et Embraer Phenom 300E. Sidstnævnte med to jetmotorer, der nok sørger for, at flyet kan overhale Porschen i både topfart og optræk.
Fly og bil er lakeret i to nuancer – blankt Platinum Silver Metallic og mat Jet Gray Metallic. Pyntestriber er lavet i Brilliant Chrome og Speed Blue.
Naturligvis er begge Duet fartøjer forsynet med et passende logo, der minder om den sjældne forlovelse mellem luft og landevej.
Desuden har Porschen fået trykt flyets invidividuelle registrerings-nummer både siden af karrosseriet og under den store spoiler på ryggen. Man skulle jo nødig kunne forveksle sin ejendom, hvis man en sjælden gang skulle møde en anden person, der også ejede en Duet af Porsche og Embraer.
For at fejre forlovelsen får køberen et Porsche Design 1919 Globe Timer UTC Titanium armbåndsur med i prisen. Uret er inspireret af flyets cockpit og har bl.a. en kunstig horisont på urskiven.
Dertil kommer også et sæt kufferter i farve og design som sportsvogn og business jet. Der er tale om en pilot-taske og to såkaldte weekenders.
Porsche og Embraer reklamerer ikke med, hvad et Duet sæt skal koste. Folk, der har råd, diskuterer sjældent pris….
(Indledningsfoto til artiklen: Embraer)
Skriv et svar