Internationale lufthavne gør normalt så meget som muligt for at tiltrække kendte mærkevarer, så de åbner butikker i de tax-free områder.
Derfor er det typisk dyrt tøj, kostbare ure og accessoires til mange kroner, man finder udstillet og til salg i lufthavnene. Også i f.eks. København.
Finnerne vælger nu en helt anden rute. Helsinkis store Vantaa lufthavn er formentlig verdens første, som åbner en forretning med genbrugstøj.
Bag projektet står den finsk-ejede second-hand kæde Relove, der også har butikker i Danmark. Den nye finske ligger i den gamle afgangshal i Helsinkis lufthavn.
Relove kombinerer salget af brugt tøj med en café, så de rejsende har god til at hygge sig med en cappuchino og samtidig finde ud af, at genbrugs-kluns kan være lige så fint og moderigtigt som helt nyt tøj.
Finavia står for driften af 20 lufthavne i Finland og har klima og bæredygtighed stående højt på sin dagsorden. Derfor passer Reloves genbrugs-koncept fint ind i strategien:
”Vi udvikler hele tiden vores udvalg, følger trends og lytter til passagerernes ønsker. Mange af vores kunder har spurgt efter genbrug,” forklarer Nora Immonen. Han er vice president i Finavia og chef for de kommercielle aktiviteter i Helsinki.Vantaa lufthavnen.
Som nævnt skal Relove placeres i lufthavnens gamle afgangshal, der har været under ombygning og renovering i et stykke tid. Genbrugs-butikken åbner senere i år.
Ombygningen skal stå klar til efteråret, hvor lobbyen får et helt nyt udtryk med moderne finsk arkitektur, trædesign og spændende butikker og restauranter.
Relove er blot en af mange ny-åbninger i Helsinkis lufthavn. Hele 10 nye restauranter og cafeer åbner her i sommer. Til efteråret kommer syv andre butikker.
Blandt dem er Kankurin Tupas, der sælger julestads hele året rundt. Som bekendt hævder finnerne, at julemanden bor i deres smukke land….
(Indledningsfoto til artiklen: Finavia)
Skriv et svar