Alle danskere, der har været på rejse eller især ferie i udlandet, har fået tilbudt luksusvarer til en ”special price for you”.
Om det nu er i boder på markeder eller direkte hos ´”flyvende” sælgere på badestranden. Overalt flyder feriesteder over med kopivarer.
Men pas på.
De flotte og billige kopier er ikke kun ulovlige og kan koste en bøde, hvis man bliver taget med dem på vej hjem fra rejsen.
De kan også være direkte farlige for sundhed og sikkerhed, advarer Patent- og Varemærkestyrelsen, der hører under det danske Erhvervsministerium.
Det ser ikke sådan ud, når man står med en flot taske, en ekstra mobil-oplader eller et stykke farvestrålende legetøj til børnene;
Under den polerede overflade kan elektronikken være usikker at bruge og i værste fald bryde i brand. På samme måde kan forfalsket legetøj, tekstiler, medicin og kosmetik indeholde sundhedsfarlige stoffer.
Meget mere om kopivarer og reglerne omkring dem kan man finde på hjemmesiden www.jegvælgerægte.dk , der drives af 12 danske myndigheder.
Eksperterne fra Patent- og Varemærkestyrelsen har samtidig fire gode råd til, hvordan man kan spotte falske mærkevarer, når man er ude at rejse.
Meget lave priser
Er tilbuddet for godt til at være sandt? Så er det højst sandsynligt også tilfældet. Mange af os er skeptiske, når telefon-hajer vil sælge os en ny forsikring, men hvorfor stoler vi så på en gadesælger på strand-promenaden?
Tjek kvaliteten
De kriminelle bagmænd bag kopivarer er blevet mere professionelle, og det kan være svært at skelne mellem ægte og falske produkter. Et godt tip er at tjekke, om kvaliteten er dårlig. Er der f.eks. ujævne sømme i tekstiler og læder – eller lugter varen af lim, plastik eller kemikalier?
Undersøg emballagen
Tjek også, om emballage, tekst og billeder har dårlig kvalitet, eller om der er stavefejl eller manglende produkt-information.
Hvor bliver varen solgt?
Er salgsstedet usædvanligt i forhold til varens image? Ligner butikken og ekspedienten en repræsentant for det pågældende mærke? Mange producenter oplyser, hvem der forhandler original-produkterne på deres hjemmesider….
(Indledningsfoto til artiklen: Adli Wahid / Unsplash)
Skriv et svar