Man skal åbenbart flytte til Østrig og hovedstaden Wien, hvis man vil bo både behageligt, sikkert og nyde et stort udvalg af kultur og natur.
I hvert fald kommer Wien – se indledningsfoto – for andet år i træk ind på førstepladsen som verdens bedste by at bo i. København ligger på en flot niende plads, mens man skal holde sig langt væk fra Damaskus i Syrien eller Lagos i Nigeria.
Det er konklusionerne i den årlige rapport over storbyer med højest livsværdi, som det engelske erhvervs-magasin ”The Economist” laver.
Analytikerne fra ”Economist Intelligence Unit” (EIU) har undersøgt 140 storbyer kloden rundt og for første gang taget følgerne af klima-forandringerne med i deres vurderinger.
Derudover er hver enkelt storby blevet bedømt ud fra kriterier som leve-standard, kriminalitet, kultur, skole-system, sundheds-sektor og trafikal infra-struktur.
Wien opnåede 99,1 points af 100 mulige i “World Liveable Index 2019”. Topkarakterer landede den østrigske hovedstad for stabilitet og sikkerhed, sundhedsvæsen, skole-system og infrastruktur.
Vesteuropa dominerer i det hele taget hitlisten fra ”Economist”. . De sidder på otte af de 20 øverste pladser med København som Europas næstbedste storby at leve i.
Efter den danske hovedstad lander Zürich i Schweiz på en 11. plads, tyske Frankfurt på plads 12, Geneve i Schweiz på 14, Helsinki i Finland på 16, Amsterdam i Holland på 17 og Hamborg i Tyskland på en 18. plads.
Berlin endte på en mere middelmådig position som nummer 21 i verden, mens Paris rutsjede seks pladser ned på hitlisten på grund af sine mange voldelige demonstrationer og protest-marcher.
USA og England har slet ikke storbyer i den gode Top-20. London ender helt nede på en global 48. plads – 10 positioner efter Manchester, der er den bedste britiske by at leve i.
Ovre i Trump land skal man flytte langt væk fra ”the usual suspects” i storbyer for at kunne leve godt og rart og sikkert. USA’s bedste by er nemlig Honolulu på Hawaii.
New York rumsterer på en global 58. plads. Singapore lander på position 40, mens Dubai ligger på 70. pladsen. Hong Kong finder vi på 38, men det var før de dramatiske uroligheder i de senere uger.
Her er verdens 10 bedste storbyer at bo i ifølge ”The Economist”:
- Wien i Østrig
- Melbourne i Australien
- Sydney i Australien
- Osaka i Japan
- Calgary i Canada
- Vancouver i Canada
- Toronto i Canada
- Tokyo i Japan
- København i Danmark
- Adelaide i Australien
Man kan selvfølgelig også vende den britiske hitliste på hovedet og kigge på, hvilke storbyer man bestemt ikke skal leve i.
Værst ser det ud med Damaskus i det krigs-hærgede Syrien. Den storby kunne kun opnå 30,7 points af 100 mulige.
Her er de 10 storbyer, man skal holde sig fra – med den dårligst placerede nævnt øverst:
- Damaskus i Syrien
- Lagos i Nigeria
- Dhaka i Bangladesh
- Tripoli i Libyen
- Karachi i Pakistan
- Port Moresby i Papua New Guinea
- Harare i Zimbabwe
- Douala i Cameroun
- Algier i Algeriet
- Caracas i Venezuela
Skriv et svar