Når man færdes i København, kan man godt få det indtryk, at cyklisterne har overtaget herredømmet fuldstændigt i Danmarks største by.
Mange cyklister opfører sig, som om de ejer hele verden. De kører mere råddent på cykelstierne end ræserne på motorvejene. Og politikerne på rådhuset: De siger konstant ”cykler først”. Fodgængere kan gå an, og biler skal bare tyres ned.
På trods af denne åbenlyse prioritering af cykler bringer det ikke København helt i front, når det gælder om at finde verdens mest cykel-venlige storby.
Faktisk ender den danske hovedstad helt nede på en global fjerdeplads, hvilket helt sikkert er skuffende – set med mange københavneres øjne.
Utrecht i Holland er suverænt verdens nummer ét for cyklister. På andenpladsen kommer tyske Münster, og også Antwerpen i Belgien kniber sig med spidsen af et fordæk foran København.
Det nye ”Bicycle Cities Index 2019” er lavet af det tyske online forsikrings-selskab Coya, der har haft sine cyklende repræsentanter ude at prøvekøre 90 større byer kloden rundt.
Måske nok er Københavns fjerdeplads i virkeligheden slet ikke skuffende. Den er nemlig med til at manifestere, at Europa klart er den verdensdel, som er bedst til cyklister. Uanset, om det er for fastboende eller turister, der gerne vil opdage geografi og kultur på to hjul og rugbrøds-motor.
Otte af de 10 mest cyklist-venlige byer i verden ligger nemlig i Europa. Kun Auckland i New Zealand og Hangzhou i Kina kniber sig ind i den globale Top-10. Ifølge det nye indeks er San Francisco USA’s mest cykelvenlige by på en 39. plads i verden.
Det er lidt tankevækkende af to grunde:
Dels er det ikke mange årtier siden, at Kina var verdens mest cyklende land. Det er det bestemt ikke i dag, hvor selv den smalleste cykelsti er blevet udvidet, så den har plads til store SUV’ere. De er i dag kinesernes foretrukne transport-middel.
Dels har amerikanske storbyer ikke rigtig fattet endnu, at cyklister vinder frem. Mærkeligt, for amerikanerne bygger faktisk bedre cykler i dag end biler.
San Francisco er USA’s mest cykelvenlige storby på en 39. plads. Også Portland i Oregon og Seattle – begge på USA’s vestkyst – har også erobret en plads i verdens Top-50.
Coya bedømmer i øvrigt byerne ud fra 16 cykel-relaterede kriterier, der er fordelt på seks hovedgrupper – cykel udbredelse, infrastruktur med cykelstier, vejret, dele-ordninger for cykler, sikkerhed og tyverier samt events specielt for cyklister.
København klarer sig bedst inden for kategorier som cykelstier, sikkerhed for cyklister, mange cykel-arrangementer og cykel-relateret infrastruktur i det hele taget. Vejret og udbredelsen af dele-ordninger trak til gengæld noget ned….
Skriv et svar