Det er altid flot, når man bliver placeret i toppen af hitlister på store amerikanske og internationale medier.
Alligevel må det være en smule skuffende for den danske hovedstad at nøjes med en tredjeplads over de bedste storbyer at besøge som cykel-turist. Ambitionerne plejer at være højere på rådhuset.
Den flotte tredjeplads har København fået i en sammenligning, som amerikanske CNN har lavet. Analysen er en del af CNN’s rejse-tema for hele februar, der handler om bæredygtig turisme.
København bliver slået af Antwerpen i Belgien og Bern i Schweiz. Sidstnævnte er sikkert en overraskelse, fordi Schweiz sjældent bliver forbundet med mange cyklister.
CNN fremhæver bl.a. Bern for sin 60 kilometer lange UNESCO cykelrute, der bringer pedal-arbejdende turister rundt til både den schweiziske hovedstads historiske, kulturelle og natur-relaterede attraktioner. Trods Schweiz’ mange bjerge skal cykelruten være nem at gennemføre.
København får til gengæld ros for, at en stor del af befolkningen bruger cyklen som transportmiddel. Faktisk 45 procent, skriver CNN.
Den danske hovedstad fik sin første cykelsti i 1892. I dag er det 385 kilometer af dem.
Blandt de bedste er en 22 kilometer cykelrute, der fører forbi bygninger, som den berømte danske arkitekt Bjarne Ingels har tegnet. En anden CNN-anbefaling er havne-ruten, der fører 13 kilometer langs vandet.
Her er CNN’s Top-10 liste over verdens bedste storbyer at besøge som cykel-turist:
- Antwerpen i Belgien
- Bern i Schweiz
- København i Danmark
- Leipzig i Tyskland
- Melbourne i Australien
- Montreal i Canada
- San Francisco i USA
- Strassbourg i Frankrig
- Tel Aviv i Israel
- Utrecht i Holland
(Indledningsfoto til artiklen: Thomas Rousing / Wonderful Copenhagen)
Skriv et svar