Selvom el-løbehjulene i hastig fart er ved at erobre storbyerne, er cykler og gåben fortsat de største alternativer, når man vil holde ferie på en lidt sundere måde end at sidde på sin bagdel i biler, busser, tog, fly og skib..
Cykel-turisme er en stor ting – og den vokser. Derfor er mange storbyer i fuld gang med at ombygge deres vejnet, så der bliver taget mere hensyn til cyklisterne.
Hvert andet år udgiver det danske konsulent-firma Copenhagenize en oversigt over de byer i verden, der er de mest cyklist-venlige. I det nye 2019 index er København igen verdens nummer ét.
Måske lidt ubeskedent eller uhøfligt, men hvis det nu er rigtigt, at København er verdens bedste for cyklister – målt på en række forskellige punkter – kan det vel ikke være anderledes.
Den danske hovedstad kommer dog ikke sovende til sin førsteplads. København kæmper traditionelt med de to hollandske byer Amsterdam og Utrecht om titlen.
De tre ligger langt foran alle andre 600 storbyer verden, som er blevet testet og målt til Copenhagenize Index 2019.
Årets indeks fortæller, at rigtigt mange storbyer gør store fremskridt på cykel-fronten. Især går det fremad i den såkaldte ”Modal Split” kategori.
Den afslører fordelingen af de forskellige køretøjer i byens totale trafik. Her vinder cyklen frem på bekostning af især biler, der mange steder ender i trafik-propper og kronisk mangel på p-pladser.
Cyklen – og især elcyklen – vokser i betydning, selvom elmotoren ikke nødvendigvis hjælper på kondi-tallet. Til gengæld er den mere komfortabel, og det er vigtigt for mange mennesker, der hopper fra personbil til cykel.
Copenhagenize indekset kan fint bruges til at udvælge de storbyer, man vil holde ferie i. Naturligvis, hvis transporten rundt på destinationen skal foregå på jernhest.
Med 90,2 points af 100 mulige klarer København cykel-vurderingerne bedst af alle. Men flere nye byer i den globale Top-20 viser, at cyklister har fået et bredere udbud. Også i lande, som man ikke umiddelbart forbinder med cykler.
Nye medlemmer i cykel-eliten er f.eks. Taiwans hovedstad Taipeh, Bogota i sydamerikanske Colombia, Vancouver i Canada og Bremen i Tyskland.
Andre storbyer hopper flere pladser frem i indekset – set i forhold til 2017. Det gælder bl.a. Oslo, der har investeret stort i at opbygge en bedre cykel-infrastruktur med flere cykelstier, udlejning af cykler osv.
Hvis I overvejer at cykle i jeres ferie – så studér lige denne Top-20 fra Copenhagenize over verdens mest cykelvenlige storbyer. Det maksimale antal procent, en by kan opnå, er 100:
- København i Danmark – 90,2
- Amsterdam i Holland – 89,3
- Utrecht i Holland – 88,7
- Antwerpen i Belgien – 73,2
- Strassbourg i Frankrig – 70,5
- Bordeaux i Frankrig – 68,6
- Oslo i Norge – 62,5
- Paris i Frankrig – 61,6
- Wien i Østrig – 60,7
- Helsinki i Finland – 59,8
- Bremen i Tyskland – 58,9
- Bogota i Colombia – 58,1
- Barcelona i Spanien – 57,4
- Ljubljana i Slovenien – 57,1
- Berlin i Tyskland – 56,3
- Tokyo i Japan – 55,4
- Taipeh i Taiwan – 54,5
- Montreal i Canada – 53,6
- Vancouver i Canada – 53,6
- Hamburg i Tyskland – 52,7
Skriv et svar