Forleden kunne jeg her på Trends & Travel vise en liste over de ti storbyer i verden, der er de mest fortravlede og stressede at bo, arbejde og opholde sig i.
Sådan en hitliste skriger nærmest efter at få lavet en analyse, der peger på præcist det modsatte – nemlig de mest afslappende hovedstæder på denne jord. Storbyer, man roligt kan rejse til, når man vil chille ud og have et rigtig behageligt ophold uden rend og jag.
Den Top-10 er jeg nu leveringsdygtig i her på bloggen. Og hvad der gør en ekstra glad: Min egen hjemby København hører til de 10 bedste og mest afslappende af alle.
Den nye undersøgelse er foretaget af Compare The Market Australia, der er en online portal med speciale i prissammenligninger på bl.a. rejser, banker og finans, el og energi samt forsikringer.
I analysen har man kigget på ting som grønne områder i byerne, antal fem-stjerne hoteller, det lokale klima, antallet af spa centre og udbredelsen af studier til yoga og meditation.
København er landet i et meget internationalt selskab med 29 andre storbyer, når det gælder en afstressende atmosfære:
Bedst klarer Orlando i Florida sig. Her finder man en højere koncentration af spas og yoga centre end noget andet sted i verden, og så er klimaet jo også behageligt og solrigt det meste af året.
Den eneste større ulempe er, at Orlanda er overrendt af turister på grund af bl.a. Disney World. Hvis man kan undgå dem, kan jeg godt forstå, at byen scorer 6,94 af 10 mulige points i analysen.
New Zealands hovedstad Wellington lander på en global andenplads som hvile-ud-by. Wellington scorede højt på sit klima, nærliggende natur-områder og afslappende befolkning.
Miami – ligeledes i Florida – ender på en tredjeplads med 6,22 points. Dem opnår byen bl.a. på grund af sit klima – 24,3 grader Celsius i gennemsnit. Miami har også egne badestrande og en høj koncentration af spa’er 19,7 pr. 100.000 indbyggere.
København glider så ind på en global tiendeplads med 4,43 i afslapnings-score. Den danske hovedstad placerede sig bl.a. som nummer tre i antal 5-stjerne-hoteller og nummer fem i udbredelsen af yoga- og meditations-studier – 19,6 pr. 100.000 indbyggere
I kan se den komplette ”Relaxation Index 2022” fra Compare the Market Australia via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Xusenru / Pixabay)
Skriv et svar