Mens København må kigge langt efter turister fra USA, England og Asien, vrimler det med udenbys danskere i hoteller, cafeer og Tivoli.
Aldrig før har så mange danskere besøgt deres egen hovedstad som turister som denne sommer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og turist-organisationen Wonderful Copenhagen.
I København plejer hovedparten af turisterne at være internationale. Sådan er det ikke i år, selvom der er flere gæster fra vores nabolande Sverige, Norge og Finland end normalt.
Til gengæld ser man færre briter, langt færre amerikanere, og man skal kigge langt efter turister fra Kina, Japan og andre asiatiske lande.
Forklaringen er naturligvis eftervirkninger fra Corona, men også krigen i Ukraine, restriktioner mod Rusland og en generel usikker tid med inflation og prisstigninger sætter sine spor.
Wonderful Copenhagen mærker især en negativ effekt på krydstogterne, der gennem adskillige år har været en stor og stigende indtægtskilde for København.
Samlet set har hovedstads-regionen i juni oplevet en fremgang på 11,9 procent i overnatninger – sammenlignet med samme måned i 2021.
Danske turister er gået frem med hele 34,1 procent. Svenskere er der 22 procent flere af og tyskere syv procent, mens antallet af amerikanere faldt med 18,3 procent og englændere 12 procent.
Tallene er for juni, men Wonderful Copenhagen kan ud fra andre datakilde vurdere, at de næppe vil ændre sig meget i juli og august.
Til gengæld tør turist-organisationen ikke spå om, hvordan turist-regnskabet for København vil se ud for hele 2022.
Det skyldes, at en dansk turist bruger færre penge i døgnet end en udenlandsk – nemlig 1.950 kroner mod gennemsnitligt 2.150 kr. pr. dag.
De hårdt savnede amerikanere er generelt gladest for at svinge kreditkortet – nemlig med 2.350 kroner om dagen. Det er 68 procent mere end en tysk turist, hvis typiske døgn-forbrug ligger på 1.400 kroner.
Wonderful Copenhagen ser flere grunde til den store bølge af danske turister i hovedstaden her i sommer:
Dels har mange danskere fået smag på at holde ferie i eget land i de to år under Corona, hvor det var svært at rejse sydpå.
Dels er det udtryk for en usikker tid med kaos i europæiske lufthavne, Ukraine krigen, stigende brændstof-priser og nervøsitet for egen økonomi.
Så er det mere trygt at blive i Danmark og besøge dronningens by med Nyhavn, Tivoli, Bakken, Rosenborg og de spændende bydele Nørrebro og Vesterbro.
Ifølge Wonderful Copenhagen har Corona krisen kostet hovedstaden et tab på 49 millioner kroner i manglende turist-omsætning siden den første nedlukning. Med andre ord er der et stort hul i pengekassen, som danske turister skal hjælpe med til at fylde.
I 2019 – før pandemien – havde København 12,4 millioner overnatninger. 75 procent af dem lå uden for sommer-månederne juli og august.
Turismen i hovedstaden skabte i 2019 en omsætning på 53 milliarder kroner og bidrag til samfundets fælles-kasse med 19,5 milliarder kroner i skat og afgifter….
(Indledningsfoto til artiklen: Paolo Ghedini / Pixabay)
https://www.wonderfulcopenhagen.dk/
Skriv et svar