Hvis jeres næste storby-ferie gerne må indeholde et element af klima, bæredygtighed og grønne omgivelser, er der ingen grund til at blive i Danmark.
København er nemlig kun Europas ottende-bedste til at beskytte vores planet og sørge for, at indbyggere og turister har det sundeste liv og ophold.
Det viser en ny analyse, som den internationale bagage-opbevarings-kæde Bounce har lavet. Bounce har afdelinger i mange byer og er dagligt i kontakt med tusinder af rejsende.
De britisk-baserede analytikere ville følge op på, at stadig flere lande, byer og politikere gerne vil sole sig i bæredygtige og grønne projekter.
Bounce har derfor undersøgt 50 storbyer i Europa og målt dem på alt fra antallet af øko-venlige hoteller og restauranter med Michelins grønne stjerner, over forurening og CO2 niveau til initiativer, som opfordrer både indbyggere og turister til at gå, cykle eller bruge offentlige transport-midler.
København ligger med blandt de allerbedste storbyer, når det gælder forurening, antallet af grønne restauranter og udbredelsen af cyklister og offentlig transport.
Til gengæld er den danske hovedstad mere middelmådig på andre grønne parametre. Det resulterer i, at København ender på en ottende-plads på Bounce’ Top-10 over de mest bæredygtige storbyer at besøge.
Berlin er nummer ét i Europa. Den tyske hovedstad opnår en grøn score på 6,98 af 10 mulige. Til sammenligning har København fået 5,7 point.
Berlin er bl.a. dygtigst til at få befolkning og turister til at gå, cykle eller tage offentlige transport-midler. Det gør 84 procent mod 82,5 procent i København.
Berlin har også en stor andel af øko-venlige hoteller – 9,3 procent mod kun 0,9 procent i den danske hovedstad. Desuden scorer Berlin højt i sin anvendelse af grøn og bæredygtig energi som f.eks. atomkraft og vedvarende kilder.
Den grønne hitlistes andenplads har Stockholm indtaget med 6,93 point. Dem opnår den svenske hovedstad f.eks. gennem store investeringer i bæredygtig infrastruktur og et stort antal øko-venlige hoteller – 8,5 procent.
Desuden ligger Stockholm lige i hælene på København, når det gælder forureningsfri trafik med 80 procent cyklende, gående og brugere af offentlig transport.
Med 6,82 procent erobrer Zürich tredjepladsen på den grønne hitliste fra Bounce. Zürich har således den laveste lys-forurening af alle – 114μcd pr. kvm. Desuden ligger CO2 niveauet meget lavt.
Endelig overgås schweizernes største by kun af København, når det gælder fodgængere, cyklister og den offentlige transport.
Til sidst skal måske lige nævnes, at de tre storbyer, som klarer sig dårligst i den grønne sammenligning, er Rotterdam med kun 1,48 point, Athen med 1,64 og Beograd med 2,75 point….
Du kan studere hele den grønne rapport fra Bounce via følgende link….
(Indledningsfoto til artiklen: Dietmar Hoffmann / Pixabay)
Skriv et svar